Det, du har fået, skal du også sætte i spil. Det gælder alt, hvad du har fået i livet, ja livet selv.
Den opfordring eller måske rettere formaning springer ud af Jesu lignelse i dag om talenterne.
”Himmeriget er som en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue”, begynder Jesus sin lignelse.
Og Jesus fortæller derpå, hvordan den første tjener fik fem talenter, den anden to og den tredje kun en.
Hjemme igen efter sin rejse kalder ejeren sine tjenere til sig. Og de skal nu aflægge regnskab, godtgøre, hvad de har fået ud af pengene, mens han var væk.
Tjeneren med de fem talenter har tjent fem mere. Ham med de to tjent to til. Mens den sidste, som fik en talent, havde bare gravet den i jorden, og så nu gravet den op igen, så han kunne give sin herre den tilbage.
Ejeren er tydelig med både sin ros og ris. De to, som havde fået formuen til at yngle, roses, mens den sidste fordømmes og sendes bort, ud i mørket.
¤
Prøv at se bort fra, at de tre tjenere ikke fik det samme. Det undskylder intet.
Og forfald heller ikke til kun at skælve, fordi du som jeg heller ikke evner at forvalte det pund, vi er givet.
Vores svigt og nederlag og ikke mindst alle de gange, hvor vi ikke slog til, ikke forvaltede det, vi var givet, forekommer mig kun at stå stadigt tydeligere med alderen.
Den dom over en selv, som kan kværne i ens hoved, godt at den så i det mindste ikke kun skyldes noget i mig, men at den beror på det kald, vi er givet af Gud. Gud fordrer noget af os.
Vi skal bruge vores talenter. Det, vi har fået givet, skal sættes i spil, og det på en måde, så det bringer glæde. Det ikke pga. egen krav til selvoptimering eller fordi en regering har bestemt det. Nej, at vi skal bruge vores talent og talenter handler hverken om dig selv eller om nogen verdslig magts krav til den enkelte.
Nej, det er Gud, som fordrer det af os. At sætte sig selv i spil har med himmeriget at gøre. Som Gud har elsket verden ved at sende sin søn til os, sådan vil han også, at vi skal elske og gøre godt. Ja, det forventer Gud af os. Vi skal bruge vores liv til at bringe glæde og gøre godt; vi skal medvirke til at skabe fred og forsoning, ligesom vi selv er givet håbet om vores synders forladelse af den gode Gud.
¤
Kan modløsheden stadigvæk ramme os, og står slutbillederne i evangeliets beretning i dag voldsomt stærkt med tjeneren, der smides ud i mørket, ud i gråd og tænderskæren, så er det netop håbet om vores synders forladelse, vi skal holde fast i. Og vi skal samtidigt huske på den umiddelbart perifere detalje i lignelsen, at ingen af de tre tjenere var intet givet. En fik nok fem, en anden to og en tredje en talent. Alle fik de dog noget givet, og dertil kommer, at det, vi er givet, er givet os af kærlighedens og nådens Gud.
Gud hjælpe os til at bruge det pund, vi er givet,
At fylde med hæderligt virke min dag,
At hjælpe og værne om den, som er svag,
At elske, thi deri er livet.
Amen