Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

Fastelavnssøndag

Prædikener

Vand, jord, klippe

Billede af stearinlys på kirkebænk

Filosoffen Hannah Arendt sagde i et interview tilbage i 1974:”Hvis alle lyver for dig, er konsekvensen ikke, at du tror på løgnene, men snarere, at ingen længere tro på noget som helst” (Aceomoglu § Johnson, Power and Progress 2022). 

Arendts ord ramte mig for nyligt. De forekommer så vedkommende lige nu, hvor løgne og fake news florerer under en ny verdensordens domæne. 

Vi lever nu i det truslernes tid, og nogle vil sige, at det er på tide, vi vågnede op af vores idyl, men omvendt, så er det ikke vredens og løgnens ånd, vi skal leve af og ved. Vi er givet noget større og mere, en fordring om at leve ud af kærlighedens og sandhedens ånd, leve i forsoningens ånd, sådan som Gud har mødt os i sin søn og møder os i sin ånd.  

Din dåb kalder ikke på din vrede, men derimod på din ydmyghed og mildhed, ja fordrer dig til at elske Gud og værne om din næste.¤

I dag er evangeliets beretning: Jesu dåb i Jordanfloden. 

Johannes Døberen tager vand og døber Jesus. Han lægger sin hånd på Jesu hoved, og en åbenbaring af den treenige Gud finder nu sted, idet Gud Faderens stemme lyder fra himlen og Guds ånd daler ned over Jesus i vandet. Her åbenbarer sig den himmelske treklang af Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. 

Evangelisten Matthæus formulerer det med følgende ord:Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” 

Det er ikke mindst i østkirkens fremstilling, i den ortodokse kirkes ikonografi, at denne treklang af Gud Fader, Søn og Helligånd, så tydeligt træder frem. I østkirkens fremstilling står Gudssønnen i vandet, Gud Faderen er fremstillet med en velsignende hånd og Helligånden ved duen. 

Det er et billede af den treenige Gud, som samtidig viser Guds stærke forbundethed med den skabte jord, med mennesket, han har skabt, og med elementerne: vand, jord, klippe. For det er jo her, at hånden, duen og sønnen åbenbarer sig. Lige her.

Jesu dåb manifesterer forbindelse og sammenknytning af himmel og jord. Det, som sker, er en understregning af Guds inkarnation, at han er blevet menneske, og hvad vi skal tage med fra denne beretning er, at Gud udover at vidne om sin egen natur, kærlighedens favnende og imødekommende natur, også peger på og siger, at vi skal bære Guds ånd med 

os i dagligdagen, dvs. ikke sprede, men knytte bånd og række ud mod vores næste. 

Gud hjælpe os dertil.

I Jesu navn. Amen