Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«
Det slår mig ved læsning af evangeliet i dag, Alle Helgensdag, at hvor bringer Jesus dog mange forskellige billeder sammen.
Jesus taler til sine disciple om, hvor vigtigt, det er, at de er jordens salt og bevarer saltets smag. De skal så samtidigt også være verdens lys og lyse for andre. Jesus springer så midt i sin tale om lyset endda til et andet billede. Jesus nævner, at en by på et bjerg også kan ses og ikke skal skjules.
Salt, lys og by på et bjerg, sådan springes der let mellem billederne i evangeliet, og Jesus gør det bevidst for at understrege sit anliggende, som både peger på et gudsnærvær og en fordring til os som mennesker.
¤
I skal være som saltet, siger Jesus, og I må ikke mindske saltets kraft (hvad nu heller ikke kan ske). Det er en formaning til os, om ikke at være hverken ferske eller lunkne, ikke resignere og tænke, at alt er lige meget og lige fedt.
Der er i de ord en stadig opstand mod at betragte alt, som relativt, glemme, at der er så meget, vi er givet, og så meget, vi er sat til at forvalte. Der er noget, vi skal, og hvor vi som saltet er skabt til at binde sammen.
¤
I skal være som lyset, siger Jesus, og ikke kun for jer selv, men I skal være lys i verden.
Jesus viste her selv vejen, og han brugte da også ordene om sig selv i et andet af de fire evangelier. Det er i Johannes evangeliet, hvor han siger om sig selv: ”Jeg er verdens lys”.
Og det er jo sandt. Netop i lyset af ham, båret af den ånd, han lader blæse i vores verden, en ånd af kærlighed, sandhed og nåde, er vi givet en tillid til og tro på, at døden med dens mørke og skygge ikke får det sidste ord. Dertil komme fordringen i de ord til os, om at vi skal være lys for hinanden.
¤
Igen tilbage iagttagelsen af, at Jesus bruger så mange billeder. Hvorfor nøjes han ikke kun med det ene: lyset eller saltet?
Det kan der være pædagogiske grunde til. De flere billeder giver flere veje til at forstå det samme budskab, men der er nu også noget, hvor de forskellige billeder supplerer og, vil jeg mene, ligefrem beriger hinanden. Det gælder også her i Jesu tale om lyset, saltet og byen.
Lyset hører synet til. Saltet smagen. Her er allerede to sanser berørt synssansen og smagssansen, og så er det jo samtidig ord, vi hører, dvs. høresansen er også allerede aktiveret. Det bliver her indirekte understreget, at Jesus taler til hele vores menneskeliv, krop, sjæl og ånd.
Og når Jesus dertil nævner byen på bjerget, peger han også på det menneskelige fællesskab. Jesus taler ikke kun taler den enkelte, men til det menneskelige fællesskab og samfund. Fordringen til os om at være som saltet og som lyset gælder både os som enkeltpersoner og som fællesskab.
Gud hjælpe os dertil.
Amen
