”Du er Kristus, den levende Guds søn"

Disciplen Simon Peter svarer egentlig ganske godt for sig, da han på Jesu spørgsmål: ”Hvem siger I, at jeg?”, svarer: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”. Det er en klar og enkel bekendelse. 

Jesus bliver da også glad for svaret. Han priser Peter og siger, at Peter er den klippe, som Jesus vil bygge kirken på. Peter skal være kirkebygger.

Da Jesus derefter fortæller om sin forestående lidelse og død, bliver tonen imidlertid en anden. Peter tager Jesus til side og sige til ham, at sådan noget, må han altså ikke sige. Sådan må det aldrig gå Jesus, at han skal korsfæstes og dø. Hvortil Jesus forbander Peter med ordene: ”Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil”.

Jeg forestiller mig, at disciplen Peter med den svada står efterladt temmelig forvirret og måske ligefrem må ryste på hovedet. Her er han, Peter, lige blevet lovprist og så følger straks efter en forbandelse. Er Jesus uligevægtig, skyldes det et stigende pres udefra eller hvordan hænger det sammen? 

¤

Velsignet og forbandet. Selv har jeg altid opfattet den tvetydighed i mennesket, som Jesus her tydeliggør med både lovprisning og forbandelse af disciplen Peter, som både opbyggelig og håbefuld: Tænk sig, Jesus kan bruge netop os tvetydige mennesker, som både gør godt og skidt – os, som kan udtrykke noget sandt og samtidigt ofte slet ingenting forstår. Det er os snæversynede og tvetydige mennesker, som Gud holder fast i og som han bruger som lemmer til opbygning af sin kirke. Det finder jeg både stor trøst og håb i.

¤

Den tolkning er der al god grund til at holde ved, men der er så alligevel også grund til at stå lidt længere tid ved siden af disciplen Peter efterladt, som han er i situationen, velsignet og forbandet.

Peter må føle sig mærkelig til mode. Han har jo sådan set blot fulgt den logik, som fik ham til at bekende Jesus som Guds levende søn. Hvis Jesus er den levende Guds søn, så må deraf naturligt følge, at den levende Guds søn ikke kan lide og dø. Ud fra tankens klarhed giver det ikke mening, at den levende Guds søn kan dø. 

Men det er jo netop mysteriet, og den dybere liggende mening, at Gud lader sin søn føde og dø på jorden, at han lader ham tage hele den jordiske eksistens på sig, og dermed også lader sin søn lide og dø, tage ethvert andet menneskes skæbne på sig. Det er underfuldt, og det er stort, for det vidner om Guds kærlighed og solidaritet. Gud, den levende Gud (med Paulus ord) vil kalde os ud af mørket til sit underfulde lys.  Gud vil, at vi skal finde barmhjertighed.

Amen