Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

3. søndag efter helligtrekonger

Prædikener

Jesus helbredte syge

Billede af hænderne på en præst

Jesus helbredte syge. 

Vi hører i evangeliet i dag henholdsvis om en spedalsk og om en lam mand, som Jesus gjorde rask. Hvad angår den sidste af de to helbredelser, helbredelsen af den lamme mand, bliver denne historie udfoldet og indgår i en bredere fortælling, som understreger kristendommens universalisme og betydningen af at have tillid til det, der bliver sagt; ja, at vi nu som mennesker kan gå frimodigt afsted på Jesu ord. Guds ord er alt tilstrækkeligt

. ¤

Lad mig udfolde, hvad der sker i denne helbredelsesfortælling: 

Jesus er i byen Kapernaum, og en romersk officer opsøger Jesus og vil have hans hjælp til at helbrede sin tjener, som ligger lam derhjemme. Jesus tilbyder at gå med ham hjem, men officerer siger til ham, at det behøver han ikke. Det vil han ikke ulejlige Jesus med. Hvis Jesus derimod blot vil sige et ord, så er han sikker på, at hans tjener vil blive helbredt. Jesus bliver forundret over officerens stærke tiltro til ham, og han svarer ham: ”Gå, det skal ske dig, som du troede”. Og officerens tjener bliver helbredt i den samme stund.

Det at gå på et ord, at følge en befaling, gør officeren selv opmærksom på, er en del af hans arbejde som soldat. En officer adlyder ordrer. Han er vant til at følge en kommando, at gøre, hvad der bliver sagt. Så officeren mener selv, at han bare gør, som han plejer. Der ligger imidlertid mere i den tillid, som denne soldat udviser overfor Jesu ord, end blot det, man kan forvente af en mand i hans stilling. Jesus ser mandens tro. Og Jesus sammenholder dennes tro med den, han ser blandt sit eget folk. Jesus er således mere optaget af spørgsmålet om tro og tillid end om lydighed overfor en overordnet. 

¤

Tænk hvis vi kunne lade os nøje med at gå på et ord og udvise den tillid til det, der bliver sagt til os, gøre som den romerske officer. 

Jeg tillader mig her at associere frit og kan ikke lade være med til at tænke på, hvordan vi i vores samfund i dag har skabt et monster af dokumentationskrav og logikker, som dybest set ikke bygger på tillid. Vi bliver ikke sendt afsted med et ord, men med en resultataftale, som vi skal opfylde og levere på.

Og hvad angår os selv, så har vi svært ved at udvise tillid til noget og nogen som helst. Vi laver karikaturer af hinanden og bliver til markante borgere, der skeptisk råber op og nedgør andre. Så vil vi overhovedet lade os påvirke af et ord og udvise den tillid til andre, at vi tror, de kan hjælpe og støtte os? 

Giv mig, Gud, lidt af officerens ånd og lad tro og tillid fylde vores samfund og liv med hinanden. Ja hjælp os med at gå på dit ord.

I Jesu navn Amen