Jeg ved godt, at vi mennesker handler ondt, og at vi derfor for så vidt altid kan siges at leve i kritiske tider. Der er derfor også virkelig god grund til, at Jesus med alvor og stor strenghed advarer flokken foran ham, sine tilhørere, om hvad de er fordret at gøre: De skal vende om og bære frugt.
¤
Sammenhængen i evangeliet i dag er, at nogle kommer til Jesus og spørger ham, hvad han tænker om dem, der lige er blevet straffet af romermagten, henrettet og dræbt. Er der for Jesus at se en sammenhæng mellem deres straf og den synd eller forbrydelse, de har begået?
Jesus lader sig ikke narre til at svare enten ja eller nej, men han bruger i stedet anledningen til at pege på tilhørerne selv. For det handler ikke om (sådan forstår jeg, hvad Jesus siger) hvorvidt de er skyldige eller ej, om det er statsmagtens overgreb mod uskyldige eller statens legitime straf af forbrydere, men det handler om, at alle skal vi vende om og bære frugt, forsage det onde og gøre godt, leve efter Guds bud og leve i hans ånd.
Jesu svar kan måske her forekomme en anelse verdensfjern og som en slags undvigelsesmanøvre, for så vidt han ikke tager stilling i den konkrete sag, flokken bærer frem for ham; men omvendt er der også en befrielse ved måden, hvorpå Jesus svarer. Vi får her ikke lov til selv at gå fri.
¤
En sag fra USA, som har været fremme i medierne de sidste uger, er den amerikanske justitsminister Pete Hegseth annoncering af henrettelsen af en dødsdømt terrorist, en tidligere soldat. Hegseth ville, at henrettelsen skulle vises offentlig på sociale medier. Der er tale om en tidligere soldat, som skød flere kollegaer på en militærbase i USA. En frygtelig forbrydelse. En terrorakt.
At vise henrettelsen offentlig er imidlertid efter min opfattelse ikke et samfund værdigt.
Et er brugen af dødsstraffen, men det andet er selve det, at man vil vise henrettelsen ved skydning offentlig, på de sociale medier.
Det troede jeg personligt hørte fortiden til, den franske revolutions tid med guillotinen, og i dag kun fandt sted i diktatoriske regimer; som når man hører om henrettelser på offentlige anlæg, f.eks. idrætsanlæg eller som vi har set det i Iran, hvor henrettede er blevet hængt til skue i høje kraner, til skræk og advarsel for alle. Det er rædselsfuldt og skaber kun frygt i et samfund.
Men der er grund til at tage afstand fra den slags afstumpethed, og sagen vidner kun om Jesu ords aktualitet, at der virkelig fortsat er al god grund til at revse os alle, individer og regimer, og fordre af os, at vi skal vende om og bære frugt.
¤
Tag ordene til dig! Og gå samtidig ind i hverdagen med det håb, som Jesu fortælling, en lille lignelse, han fortæller flokken omkring.
Jesus fortæller her om et figentræ, som ikke har båret frugt. Et år, to år og nu tre år, og ejeren er klar til at hugge træet om, men gartneren, han beder så mindeligt for figentræet, siger til sin Herre: ”Lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om ”.
I Jesu navn. Det ske! Amen
