Den spanske maler José de Ribera ( 1591-1652) malede formodentlig i 1639 en fremstilling af Jakobs drøm i Betel. Dvs. af den gammeltestamentlige fortælling, som hører denne søndag til, en beretning fra 1.Mosebog, Bibelens første bog.
Det er den sovende og drømmende Jakob, som er i centrum i billedet. Jakob ligger der, langt væk og dybt inde i søvnen; og hvad han drømmer: stigen fra jord til himmel er at se som en stor åbenbaring af lys fra himlen.
Egentlig mærkelig, at Jakob kan sove i al den lys, men selv om der er tale om et realistisk fremstilling af et menneske, der sover, så har både lysindfaldet fra himlen og det træ, som står til venstre i billedet bag Jakob stærk symbolsk kraft:
Lysindfaldet og træet peger begge på forbindelsen mellem himlen og jorden, Gud og menneske netop her i menneskets livsverden.
¤
Hvad er det nu, at Jakobshistorien handler om? Jo, det er om fuskeren Jakob, søn af patriarken Isak og Rebekka. Fusker, siger jeg, for Jakob har lige snydt sig til førstefødselsretten overfor sin tvillingebror, Esau, og er nu stukket af fra hjemmet i frygten for brorens hævn. Alt er blevet opdaget og Jakob er derfor rejst afsted mod nord op til sin mors bror Laban. Jakob er træt, og han lægger sig da undervejs på sin flugt til at sove på stedet Betel; og det er her Gud åbenbarer sig i en drøm (i åbenbaringen af en stige, hvor engle går op og ned) og i ord, idet Gud siger til ham som sagde det til Jakobs far og farfar, at han vil være Gud for ham. Gud vil beskytte Jakob og velsigner ham og hans slægt.
¤
Sådan ligger Jakob da der og mærker i krop og sind, hvordan hans liv er berørt og velsignet af Gud. Og det er, hvad José de Ribera netop så stærkt viser i sin fremstilling malet for knap fire hundrede år siden og viser os som betragtere og tilhørere:
Den stærke fornemmelse i Jakob, da han vågnede, at dette sted virkelig er Guds hus, himlen sport Det er lige her midt i søvnens verden, midt i den jordiske eksistens, midt i en verden af fusk, snyd og bedrag, at Gud melder sig og rækker os sin velsignelse.
¤
Hvad José de Ribera så dertil tilføjer er træet bagved den sovende Jakob. Et skævt træ, som hvis det voksede i det vestjyske, vi ville have tænkt havde været udsat for mange års vestenvind. Det er et træ, måske knækket eller faldet engang, i alt fald et træ, som det aldrig er lykkedes at vokse lodret op. Og så bærer træet desuden en gren, som er knækket engang, men som alligevel evner at bære et nyt skud, med kviste og blade.
Træet passer for så vidt godt til bedrageren Jakob, men den er jo også i bibelsk forstand symbol på Kristus, på Jesu fødsel. Profeten Esajas varsler netop Messias komme med det billede.
Et er Gud som lyset, der mærker os, med liv; men når Gud også møder os som kvisten med de grønne blade på den ellers døde stub, så er det håbet, som her kaldes frem. Håbet om, at selv om vi står nok så nøgne og afskårne, så tør vi håbe på Guds kærlighed og vilje til at møde os her. Og som Jesus formulerer det i evangeliet i dag overfor sine kommende disciple: I skal få større ting at se.
Amen
