38 år er lang tid, meget lang tid. Det er den tid, som den lamme lå ved Betesda Dam og forgæves ventede på at blive rask. Det var i Jerusalem på Jesu tid og tæt på det, man kaldte fåreporten.
Den syge lå ved dammen der og ventede, ventede på en helbredende engel, lå i kø og i konkurrence med andre syge, som var samlet der. Den lamme ventede på hjælp.
Men så kom redningen den dag og fra uventet kant. Ikke ved at se efter krusninger på dammen og søge at komme forbi andre syge. Jesus kom forbi, trådt ind ved dammen, henvendte sig og spurgte den lamme, vil du være rask? Og den syge blev rask. Jesus helbredte ham.
¤
Tilbage i juli måned besøgte jeg Aa kirke i Åkirkeby på Bornholm. Egentlig mest for at gense den meget smukke og ikonografiske stærke døbefont fra omkring år 1200.
Døbefonten viser mødet mellem Maria, Jesu mor, og Elisabeth, Jesu fødsel, de vise mænd samt scener fra Jesu lidelseshistorie. Figurskildringen er så enkel og klar, og også ganske rørende f.eks. i måden, hvorpå Maria og Elisabeth er skildret i tæt omfavnelse. Begge kvinder ved, at de er gravide, den ene skal føde Jesus, Guds egen søn, og den anden Johannes, Johannes Døberen.
Denne gang under besøget i Aa kirke fik jeg dog også øje på prædikestolens farverige billeder; udskårne billeder, der som resten af prædikestolen er fra 1600-tallet. Valget af de livlige og figurrige skildringer ligner imidlertid døbefontens, idet motiverne på prædikestolen også straks springer fra Jesu fødsel til han død og opstandelse. Dertil føjer sig så Kristi himmelfart og pinsedag. Men billederne springer straks fra Lukasevangeliet kapitel 2 til Markusevangeliet kapitel 15. Fokus er begyndelsen og enden på Jesu liv.
Dermed ligner de det fokus, vi møder i trosbekendelsen, hvor vi jo bekender, at vi tror på Jesus Kristus, undfanget, født, pint, korsfæstet, død og begravet. Det er for så vidt en stærk teologisk pointe. Det jo netop er Guds komme til jord ved at lade sin søn føde på jord, og Guds forsoning og frelse ved at lade sin søn dø på korset og opstå fra de døde, som er kristentroens kerne. Frelsen og forsoningen møder os her.
Men alligevel savner jeg årene imellem, de år, hvor Jesus voksede op og i de år, hvor han samlede sine disciple, talte, gjorde undere og helbredte. Ja, hvor han møder mennesker, der som den lamme mand ved Betesda dam, der har ligget der i 38 år.
Alle de år, ja, hver den dag, som Jesus levede på jord, er jo med til at understrege båndet mellem himmel og jord, Gud og menneske. De understreger, at vi mennesker, også selv om vi fortsat lever i en venten som den lamme ved Bethesda Dam, kan håbe på at blive mødt af Guds ord, Guds kærlighed og Guds ånd.
På den ene side, som der står på latin over indgangen til prædikestolen i Aa kirke på Bornholm, så skal vi huske på, at vi skal dø. Den erfaring slipper vi nu heller aldrig for. Men det, som forkyndelsen også skal, er altid at understrege er det håb, som er lagt i menneskets liv. Vi er givet et nærvær, mødes af Guds nærvær, og han kaster både lys og velsignelse over alle vores dage – ja over os i al vores venten. Så, som den gammeltestamentlige salmedigter spørger i den første bibelske læsning til i dag: ”Hvad har jeg så at vente på, Herre?” Her kan vi som ham svare: ”Mit håb står til dig!”
Det ske i Jesu navn
Amen
