”Det må være rimeligt, at mine børn kommer frem i rækken. De har ydet en særlig indsats”.
Sådan kommer Zebedæussønnernes mor til Jesus og beder om, at hendes sønner skal have forrang som Jesu disciple, om ikke lige nu ved discipelbordet, så i alt fald når Jesus har installeret sit rige og er kommet til magt og ære.
Det siger sig selv, hvad evangelisten da også understreger at Zebæduessønners mors forsøg på at fremme sine egne børn giver bagslag i discipelgruppen. De andre bliver vrede. Her troede vi, at vi var en gruppe, der arbejdede sammen om en fælles sag, og så handler om hvem, der skal være først i rang, tænker en. Mens anden tænker, den plads forrest troede jeg var min.
Jesus lægger imidlertid et andet spor og sætter en anden retning, idet han peger på, at I hans rige handler det ikke om placeringen og om at få de fornemmeste pladser. Ånden i at arbejde for ham er og skal være en anden. For ham handler det om tjene, være til for andre mennesker og ikke om at søge sit eget. ( Matt 20,20-28) Her handler det ikke at tilrane sig magt på gode pladser, men om at gå i tjeneste hos livets herre, den levende Gud og virke ud af Guds kærlighed, som netop er karakteriseret ved ikke at søge sit eget. Ja opgaven er nu, som vi hører den i den første bibelske læsning til denne søndag, den er: ”Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud” (Mik 6,6-8)
¤
I Iselin C. Hermanns roman Berninis øje møder vi den unge billedhugger Gian Lorenzo Bernini i Rom. Vi er tilbage i 1600-tallets begyndelse. Bernini levede fra 1598 til 1680.
Bernini har fået til opgave at portrættere paven, og han er derfor inviteret ind i hans gemakker for at følge og tegne ham. En af dagene overværer han en samtale mellem paven og videnskabsmanden Galilæa, som fortæller om hvordan jorden ikke er verdens centrum. Paven er nysgerrig på den nye videnskab, men omvendt mener han ikke ud fra skriftens ord, at det går at tænke, at jorden ikke er verdens centrum. Der går grænsen. Mennesket står under Guds åsyn lige her under himlen. Og hvis jorden ikke centrum, så bliver mennesker jo så små og ubetydelige, kommer det også spontant fra den unge kunstner Bernini, om end tanken vil følge ham gennem livet.
Sådan så det ud dengang i 1600-tallet, men ligesom Jesus pegede på noget andet og mere end på en menneskelig prestige og social rang, så gør det jo hverken fra eller til om, hvor vi mennesker står i universet. Er jorden kun en lille planet og mennesket et fnug, der står i periferien af universets tøndebånd, så er vi det jo i en levende verden, hvor det helt centrale er den ånd, vi lever i og handler ud fra. Er det selviskhed, ragen til sig og søge egen vinding, eller er det kærlighedens ånd, som er ikke at søge sit eget, men tjene. Jesus giver i dag klar besked. Elsk og tjen din næste.
Amen.
