Om apostlen Jakob bliver der oftest sagt, at han siger det modsatte af Paulus.  Han har ikke Paulus klare skelnen mellem tro og gerninger. Han forblev mere indlejret i jødedommen og dens love. Jakob var nok stærkere knyttet til en Jesusdyrkelse, hvor den jødiske arv og de jødiske traditioner skulle forblive stærkere end den universalisme, som Paulus repræsenterede. 

Og så alligevel er Jakobs brev med i det Nye Testamente. Og det er jeg glad for, ikke mindst pga. billederne Jakob bruger i epistlen i dag. 

Jakob tager udgangspunkt i, at vi alle sammen, hvert et menneske begår fejl. ”Alle begår vi mange fejl”, skriver Jakob. 

Menneskets tunge skal tæmmes, men den er utæmmelig skriver han. Og han sammenligner den med bidslet i hestens mund, og roret på skibet. Han ved, at tungen kun er en yderst lille legemsdel, men den kan sætte den største ildebrand i gang, Han siger om dens utæmmelighed:

”Tænk på, at den mindste ild kan sætte den største skov i brand; også tungen er en ild. Som selve den uretfærdige verden sidder tungen blandt vore lemmer; den smitter hele legemet og sætter tilværelsens hjul i brand og er selv sat i brand af Helvede. For enhver art af vilde dyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet af mennesket; men tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede; fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse”. 

Og Jakob siger derpå: sådan skal det ikke være.  Jakobsbrevet 3,1-12

Det er meget stærke og billeddannende ord om tungens magt, om vreden, den kan fremføre, ondskaben, vildskaben. Og sådan skal det, som Jakob siger, ikke være. Tungen skal kun bruges til et, til bøn og tak, til at velsigne og gøre godt. Ja bruges, som profeten Jonas i hans bøn fra hvalfiskens bug, hvor han beder til Gud med ordene:

 ”Du havde kastet mig i dybet, i havets skød, strømmene omgav mig, alle dine brændinger og bølger skyllede hen over mig. Jeg tænkte: Jeg er jaget bort fra dig; får jeg igen dit hellige tempel at se? Vandet truede mit liv, havdybet omgav mig, tang havde viklet sig om mit hoved. Jeg var kommet ned til bjergenes rødder, jordens porte var for evigt slået i bag mig. Men du, Herre min Gud, løftede mig op fra graven. Da mit liv var ved at ebbe ud, huskede jeg på Herren; min bøn nåede til dig i dit hellige tempel. ” Jonas' Bog 2,1-11

Tungen skal bruges til liv og tak. Og måske er det også det, der ligger i Jesu ord i dag, i hans ord om, at al synd og tilgivelse nok skal tilgives mennesker, men ikke bespottelse mod Helligånden. Det kan lyde paradoksalt men udtrykker netop det, vi er skabt til: liv og ikke til at forbande andre.  Matthæusevangeliet 12,31-42

Gud hjælpe os til at bruge tungen med omtanke og omhu.

I Jesu navn Amen