Det er mig med den ene talent, som gravede den ned. Det er mig, der er den uduelige tjener, som Herren i Jesu lignelse beordrede kastet ud i mørket udenfor. Det er mig, som står herudenfor.

Ikke blot er det en følelse, jeg tænker, der kan gribe enhver af os – det at føle sig sat udenfor og det at blive ramt af en voldsom følelse af uformåenhed. 

¤

Det er Eva og Adams lod, menneskets lod, tænker jeg.

Da Adam og Eva blev drevet ud af paradis, Edens have, måtte de gå med dommen over sig og høre en stemme i sig til stadighed sige: 

Du skal vide, du er dødelig. 

Du skal lære smerten at kende. 

Du skal leve i tidslernes land og arbejdet skal også være dit slid. 

Det er det menneskelige vilkår.

¤

Lignelsen i dag om Herren, der deler ud af sine penge, kaldet talenter, understreger dertil menneskets ansvar for at forvalte det, det er givet. 

Den lov gælder også udenfor paradis.

Her er det ikke tilstrækkeligt at grave det, man får ned, og sige til sig selv: jeg skylder ikke nogen noget. For det gør du. Du er sat til at forvalte med et salmecitat, det pund du er givet, sat til at værne om og elske din næste.

¤

Vi hører så i Jesu lignelse, at nogle af tjenerne forvalter det udmærket, og de bliver da også rost for det og bliver belønnet, men den centrale figur er og bliver alligevel den tjener, som kun fik en talent givet, men ikke synes han skylder sin herre noget, og derfor bare graver den ned. Han straffes, smides udenfor. 

Det er ham, der må leve i os, og som vi kan genkende os selv i eller i alt fald bliver mindet om, lever i os.  

¤

Manden, der gravede sit talent ned, kastes udenfor. Han lever ikke blot udenfor, men han er ude, helt kastet ud udenfor. 

Det er som med Kain, der dræbte sin bror, Abel, og derfor blev drevet endnu længere ud, til landet Nod, som betyder ”omflakken”. 

I Jesu lignelse i dag hører vi, at denne tjener, som gravede sit talent ned, må leve i et rum, hvor der er gråd og tænderskæren. Ikke blot må han flakke omkring, men han er også en vandringsmand, som ikke får lov til at glemme gråden og smerten.

Hvad er dette for et sted? Det er et sted, hvor jeg kun oplever at være kastet ind i verden og samtidigt er fanget i en apati over ikke at kun gribe ud efter den gråd og sorg, der er i verden. Det er et sted og i et liv, hvor jeg er fanget i mig selv.

Her står jeg så, kastet ud udenfor. 

Og ja, jeg hører hele tiden kun gråd og tænderskæren. Jeg ønsker ikke at komme med forsvar for, hvorfor jeg ikke fik de penge, jeg havde fået, til at yngle. Jeg kan hverken klandre ham, der gav mig pengene, eller andre. Det skyldes hverken min opvækst eller en manglende selvtillid hos mig. Det er, som det er. 

Jeg gravede mit talent ned og står nu her. Kastet ud og kastet ind i verden. Hvad kan jeg da andet end bede: Herre, forbarm dig over mig!

Amen