Jesus siger i dag, i evangeliet til Hellig trekongers søndag: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket men have livets lys.”

”Jeg er verdens lys”. Det er ord med stor rækkevidde; ord til alle tider og til alle steder. De ord bærer lys og håb ind over alle vi menneskers korte dage; aldrig skal vi længere være uden lys.

Jesu ord står som stjernen på himlen. Den stjerne vismændene fulgte på deres færd fra østerland til barnet i krybben i Betlehem. Jesus er lyset fra himlen, verdens lys, hvis følgeskab med os kaster lys over alle vores livs dage og gør håbet levende: at mørket har ende.

¤

Kender du det at falde over en sætning, som på en særlig måde indprenter sig i én? 

Jeg læste for nyligt en forholdsvis kort tekst af den nu afdøde tyske forfatter og billedhugger Günther Grass. En ejendommelig historie om en række statuer i domkirken i Naumburg. Statuerne bliver for Günther Grass levende, og Grass inviterer den ene af statuerne på middag. Middelalder og nutid krydser hinanden i den lille underfundige fortælling.

Den sætning, jeg bed særlig mærke i, lyder: ”Og også nutiden begyndte ude i kanterne at blive historisk, uanset hvor fast den foregav at være ordnet politisk”. 

Nutiden bliver altid historisk. Det, som Grass her skriver, sker hele tiden. Nutiden, nuet, bliver straks historisk. Vi kan ikke fæstne tiden, holde fast i nuet. Det kan nok så megen politisk styring og menneskelig beslutningskraft heller ikke ændre på – og godt for det.

¤

Lige nu er det truslerne forude og tankerne på den usikre verden, vi lever i, som fylder. Et skrøbeligt nu og en faretruende fremtid.

Der kræves noget af os i vores tid, hvis vi vil være med til at skabe en beboelig klode også for kommende generationer, og hvis vi vil værne om de frihedsrettigheder, som giver det enkelte menneske mulighed for at tænke og tro, som det vil. Det kræver forsvar og beredskab.

Men samtidig er det vigtigt at forstå, at det, som var, ikke kun er en unødig bagage. Vi skal leve dagen i dag med tanke for, at dagen i dag ikke bare er forbi i morgen, men det, vi gør her i dag, har også noget at sige ind i menneskets lange historie og har konsekvenser, der rækker ud over denne dag. 

Der er – forekommer det mig - noget stærkt trøsterigt i, at nuet hele tiden bliver fortid, som Grass påpeger i sin prægnante sætning om at nutiden også er historisk.

Det understreger en bevidsthed, som er andet og mere end den, at alting har sin tid, at livet er kort og at om hundrede år er alting alligevel glemt. 

Frihed og lethed, ansvar og ydmyghed er alt sammen givet ved at forstå sig som et historisk væsen.   

Og dertil lægger sig så Jesu håbefuld ord: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket men have livets lys.” 

Som vismændene, der drog fra østerland og fulgte stjernen på vejen til stalden i Betlehem, sådan er vi også givet en ledestjerne i Jesus Kristus; og i ham visheden om, at dagen i dag går ikke blot mod mørke og er snart forbi. Lys følger alle vores dage. Gud ske tak og lov.

Amen