Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

Vedtægt for samarbejde mellem menighedsrådene i Tønder Provsti og Tønder Provstiudvalg om samarbejde om fælles anlægs- og projektpulje med provstiudvalgskassen som ramme under provstiudvalgets forvaltning.

§ 1. Hjemmel for samarbejde

Dette samarbejde mellem menighedsrådene og provstiudvalget i Tønder Provsti om delegation af beslutningskompetence og finansiering af anlæg og projekter til Tønder Provstiudvalg er indgået i medfør af § 42 c, stk. 1,2 i lov om menighedsråd, jf. lovbekendtgørelse nr. 1299 af 8. november 2023 ved § 1 i lov nr. 393 af 18. april 2023 dog med den begrænsning, at der alene er tale om den del af § 42 c, stk. 1,2, som angår finansieringen af bygningsvedligeholdelse herunder vedligeholdende anlægsprojekter samt større indkøbsprojekter. 

§ 2. Hjemsted

Samarbejdet har hjemsted i Tønder Kommune.

§ 3. Formål og periode

Stk. 1. Samarbejdet har til formål at etablere en fælles anlægs- og projektpulje. Samarbejdet sætter rammerne for puljefordelene, samtidig med at det sikrer, at provstiudvalget inden for puljens rammer kan foretage en forpligtende øremærkning af anlægs- og projektmidler til de enkelte menighedsråd. Beslutningskompetencen og finansieringen vedrørende samarbejdet delegeres til Tønder Provstiudvalg.

Stk. 2.  Samarbejdet træder i kraft fra den 1. januar 2026 og er gældende, så længe ét eller flere menighedsråd samt provstiudvalget er enige om dets fortsættelse jf. § 8.

§ 4. Finansiering

Stk. 1. Samarbejdet finansieres af provstiudvalgskassen.

Stk. 2. Provstiudvalget udarbejder hvert år inden den 1. september et budget for anlægs- og projektpuljen i det kommende regnskabsår. Budgettet sendes til de deltagende menighedsråd til orientering.

§ 5. Regnskab og revision

Stk. 1. Regnskabet aflægges af provstiudvalget som et biregnskab til provstiudvalgskassens regnskab og revideres som en del af provstiudvalgskassens regnskab. 

Stk. 2. Regnskabet sendes til de deltagende menighedsråd til orientering senest den 1. december efter regnskabets godkendelse.

§ 6. Tvister

Enhver tvist mellem deltagerne i samarbejdet eller om forståelse, fortolkning eller udfyldning af denne vedtægt, herunder om budget, kan forelægges biskoppen til afgørelse. Biskoppens afgørelse kan indbringes for Kirkeministeriet.

§ 7. Optagelse i samarbejdet

Optagelse i samarbejdet kan ske efter godkendelse af vedtægten på et ordinært menighedsrådsmøde og meddelelse herom til provstiudvalget.

§ 8. Udtræden og ophør af samarbejdet

Stk. 1. Udtræden af samarbejdet meddeles provstiudvalget efter beslutning på et menighedsrådsmøde. Udtrædelse sker senest 1. juni i et givet år med virkning fra næstkommende budgetår.

Stk. 2. Samarbejdet kan ophæves af provstiudvalget efter høring på forårets indledende budgetsamråd med virkning fra næstkommende budgetår.

§ 9. Ændring af vedtægter

Forslag til ændring af vedtægten udarbejdes af provstiudvalget og skal vedtages på et ordinært møde i provstiudvalget og på et ordinært møde i hvert af de deltagende menighedsråd.

§ 10. Ikrafttræden og offentliggørelse

Stk. 1. Denne vedtægt træder i kraft den 1. januar 2026.

Stk. 2. Vedtægten offentliggøres på Ribe Stifts hjemmeside, jf. 42 c, stk. 2 i lov om menighedsråd, som beskrevet i indeværende vedtægts § 1.  

 

Vedtægten er godkendt af__________________Menighedsråd

 

Dato_________________________________________________

           På vegne af menighedsrådet - tegningsberettiget