”Der er for meget i vores personlige liv, i vores sociale liv og i det politiske liv, som falder udenfor menneskets egen magt”, læste jeg fornyeligt i et interview med en amerikansk litterat. 

Ordene faldt i en kritik af eksistentialismens kald på menneskets eget ansvar. Det blev sagt ikke for at undskylde, neddrosle og bortforklare menneskets eget ansvar og den forpligtelse, vi hver især har for at værne om vores næste og tage vare på det landskab og sted, vi bor, men det blev sagt i en erkendelse af menneskets begrænsning. Sagt lige ud: Vi er kun mennesker!”

Du er kun et menneske. Jo, men hvad så, når jeg nu står her i min magtesløshed, forslået og utryg i forhold til den verden, det liv og den tid, vi lever i.

Her er det godt at tænke på sædemanden i Jesu lignelse i dag, sådan som han går ud for at så. 

Jeg ved godt, at Jesus i sin udlægning lægger vægt på modtagelsen af den sæd, sædemanden lader falde, dvs. at Jesus tyder de forskellige slags jordbund, ser dem som udtryk for vi menneskers forskellige modtagelse af Guds ord. 

Jesus tyder det, som faldt på vejen, på klippegrunden, blandt tidsler og i den gode jord. Og han priser de sidste, dem, der er den gode jord, som dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt og aks med mange fold. 

Men det centrale billede er og bliver alligevel den ødsle sædemand, som lader sæden falde i så forskellige jord. Han går der og lyser op imellem os og giver os til stadighed håb om, at selv vi tidselgemytter kan, bruges og er Guds ord givet.¤

Og Paulus i sit brev til korintherne tydeliggør jo så, i det afsnit, vi hører i epistlen i dag, at det ord, som der er tale om, er ordet om korset. Det er et ord, som styrker modet i os, for det rummer et budskab, som kræver andet og mere end visdom og tegn. Et ord, som der er kraft i, fordi alt her bliver vendt op og ned, og hvor vi mindre skal tænke på os selv og hvilken jordbund, vi nu selv er, og i stedet forstå og leve ud af Guds tilsagn om, at der også er plads til den dumme. Som Paulus skriver videre i sit brev i Første Korintherbrev:

For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme.  Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme,  og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting,  for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud.  Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at »den, der er stolt, skal være stolt af Herren,« som der står skrevet.”

Med den opfordring og det løfte, glædelig søndag