Jesus blev oppe på et højt bjerg forvandlet for øjnene af de tre disciple, Peter, Jakob og Johannes. Hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som sne. Og de for længst døde gammeltestamentlige stjerner og førstemænd, Moses og profeten Elias, kom frem og talte med Jesus. Jesus stod der i forklarelsens lys.
¤
”Fortæl det ikke til nogen”, sagde Jesus så efterfølgende til disciplene. Det virker egentlig ganske paradoksalt, når historien nu er fortalt og står i evangeliets beretning til denne søndag i kirkeåret. Vi har lige hørt beretningen, og vi kan læse den i Matthæusevangeliet. Det virker selvmodsigende at byde nogen at tie stille med noget, de lige har oplevet, en historie, som alligevel er offentligt tilgængelig og hører til i gudstjenesten.
”Fortæl det ikke til nogen”, siger Jesus. Jeg ved godt, at Jesus siger, at disciplene Peter, Jakob og Johannes kun skal gå stille med det, de har oplevet, forklarelsen på bjerget, indtil efter Jesu opstandelse fra de døde.
Nu, hvor vi alle lever efter påskemorgen, må vi således gerne få det at vide. Men beretningen om forklarelsen på bjerget er omvendt placeret i evangeliet lang tid før Jesu død og opstandelse. Vi er et sted i fortællingen, hvor Jesus vandrer med sine disciple, forkynder og udøver sine gerninger, dvs. før hans død og opstandelse. Så der er og bliver noget paradoksalt ved de ord om, at disciplene så ikke må fortælle om det syn, de har haft, og det, som de har oplevet på bjerget: Jesus i sit guddommelige lys.
¤
Ud fra en sproglig vinkel vil man kunne sige, at der er tale om et litterært greb, men dette litterære greb tjener så måske også til andet og mere end at forudgribe en tid, hvor denne fortælling må fortælles videre.
Når Jesus siger: ”I må ikke fortælle det videre” afspejler det egentlig på fineste måde noget dybt og sandt i Jesu væsen, ja i kærlighedens væsen. Det at kærligheden ikke søger sit eget.
Jesu angler ikke efter berømmelse og ros. Han har ikke brug for at blive besmykket med røgelse og blive helliggjort.
Hvis de tre disciple, Jakob, Johannes og Peter begyndte med al deres snak om hans forklarelse, og de kun talte om Jesu almagt og guddommelige handlinger, så ville det jo skygge for det, som er frelsen og forsoningen, at Jesus blev menneske, kom til os med sin kærlighed og nåde, ja at han har bragt Guds rige nær.
Jesu vil, at vi skal takke Gud, vende os væk fra os selv, og værne om vores næste. Det er netop, hvad han selv viser os på forklarelsens bjerg, når han siger til disciplene: det er ikke her vi skal finde ro og hvile. Kom vi skal gå ned af bjerget, ned blandt andre mennesker. Det er her i det flade land, det sker. Det er her på jorden, at nåden skal falde som forårsregn.
Jesus vil, at vi skal leve ud af kærlighedens kraft. Og hvad han selv bidrager med er, at hans liv, død og opstandelse netop vidner om og manifesterer, at størst af alt er kærligheden.
Amen
