”Se din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig ridende på et æsel… Han udråber fred til folkene, han hersker fra hav til hav og fra floden til jordens ende”(Zak 9,9-10) .
Disse ord fra profeten Zakarias’ Bog i Det gamle Testamente, klinger med da folkene i Jerusalem modtager Jesus Palmesøndag. De møder Jesus fulde af forventninger, da han rider ind i byen på netop et æsel. De spreder palmegrene ud foran hans vej og hilser ham som konge med ordene: ”Hosianna, Davids Søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste! (Matt 21,1-9)
Indtoget i Jerusalem bliver tydet i lyset af forventningen til en ny konge, der skal komme. Vi ved imidlertid, at hvad nu skal ske i den kommende påskeuge, viser os en konge af en anden slags, en konge ikke magtfuld men ydmyg og retfærdig, en kærlighedens, forsoningens og håbets konge.
Han er således nok den, der opfylder den gammeltestamentlige drøm og profeti, men han er samtidig den, der skuffer den umiddelbare folkelige forventning, som er præget af et syn af konger i pragt og fuld af verdslig magt. Det herredømme, det kongerige, som Jesus repræsenterer og bringer, er et andet. Det er en magt, som er præget af at Jesus, der sagtmodig kommer ridende på et æsel; sådan som det er, når kærlighed og retfærdighed skal herske.
Står Jesu indtog i Jerusalem i dag delvist i kontrast til datidens folkelige forventning, så står den ikke mindre i kontrast til situationen i vores tid.
Jesu indtog står i så skærende kontrast til den udvikling, der finder sted i verden i disse år, hvor pengene i stigende grad samles på ganske få hænder, og ikke mindst til den ånd, som præger disse tech-giganter.
To af de tre forskere, som fik Nobels pris i økonomi i 2024 Daron Aceomoglu og Simon Johnson beskriver udviklingen med følgende ord:
”the big tycoons, who firmly believe they have earned there wealth because of their amazing genius. At the bottom we have regular people whom tech leaders view as error-prone and ripe for replacement”. (Power and Technology,338).
Hvad de to økonomer savner er istedet et focus på, at ny teknologi bruges til gavn og glæde for mennesker, hvordan den kan bibringe noget godt for det menneskelige fællesskab og samfund. I dag er magten på så få hænder, og man glemmer at spørge, hvem det gavner, når man skaber innovation. Man glemmer simpelthen den menneskelige dimension.
Magtfuldkommenheden tager over, som vi har oplevet det de sidste måneder med Elon Musk politiske gøren og laden under Trump.
Her savnes nogen, der rider sagtmodig ind i byerne og ind på tech-giganternes kontorer. Nogen, som vil fremme en ånd, hvor det ikke handler om en selv, men om at give plads til menneskers vidt forskellige liv og drømme, ja om skabe rum for hver enkel stemme i et broget fællesskab.
Det handler om betydningen af et demokratisk samfund, men ikke kun om det. Det handler først og sidst om den ånd af kærlighed, solidaritet, ydmyghed og forsoning, som vi er fordret at bære frem. Den ånd, som Jesus med sit indtog i Jerusalem og ind i vores verden, bringer os.
Amen