Påske er højtid, og påske er glæde. ”Påskemorgen slukker sorgen, sorgen til evig tid”, som det lyder i en af påskens salmer. 

Hvorfor flygter Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salomo så fra Jesu tomme grav påskemorgen? En engel sad endda ved graven og hilste dem med et ”Frygt ikke!”

Og hvorfor skriver evangelisten Markus, at de tre kvinder var rystede og ude af sig selv og at de ikke sagde noget til nogen, fordi de var bange? 

Hvor er lige glæden og jubelen henne, nu hvor døden er besejret?  Det er jo påske, glædens højtid.

¤

Læst med forstandens øjne er de tre kvinders tavshed og flugt forståelig. Det er svært at stå ved en tom grav med en engel, der forkynder opstandelse. Det er for meget, mere end jeg kan forstå med min forstand.

Læst med følelsernes øjne er de tre kvinders rædsel og flugt også ganske forståelig. Jesu opstandelse sendte en rystelse igennem dem (det græske ”tromos”), en sitren, en bæven, forbundet med frygt. 

Forstandens fraskrivning af opstandelsen og følelsernes flugt fra det overvældende, som skete, kan måske svare lidt på den reaktion, vi møder hos de tre kvinder påskemorgen, sådan som det bliver fortalt i evangeliet. Men hvor er det godt og opbyggeligt, at det ikke ender i menneskets egen flugt og tavshed. Budskabet om Jesu opstandelse kom jo ud, og vi fejrer dagen i dag påskemorgen.

¤

Den opstandne viste sig snart for andre, så der kom flere vidner til. Man kan sige, at de tre kvinders frygt og tavshed dermed ikke gjorde nogen forskel. Men måske var de slet ikke så tavse; og deres frygt og bæven var måske mindre en frugt af deres forstands reaktioner og indre følelseshav og snarere udtryk for den helt nødvendige ydmyghed, som vi mennesker må nære i tak til Guds vilje til at vise sin kærlighed og kraft hos os, ja til at gøre påske for os. 

¤

De tre kvinder påskemorgen er måske at sammenligne med Paulus, sådan som han skriver om sig selv til menigheden i Korinth; og om sit møde med dem. Menigheden ved godt, skriver Paulus, at kom til dem uden særlige evner i talekunst og visdom. Hans fokus var forkyndelsen af den korsfæstede Jesus Kristus, og det betød, skriver han: ”Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven”. 

Når Paulus understreger sin svaghed og sin frygt og bæven er det for at give plads, plads til den ånd og den kraft, som han Paulus var sat til at forkynde. 

Paulus tydeliggør derved påskebudskabet, som noget uafhængigt af og større end ham selv (1. Kor 2,1-5). 

Der kan således også være kimen til noget nyt i den rystelse, som påskemorgen er. Ja, et nyt mod.

Glædelig påske!

Amen