Han træder kort frem og så er han væk igen. Jeg tænker på den lille dreng, som står der med sine fem bygbrød og to fisk og overdrager dem til Jesus og fællesskabet, så underet kan ske.

Det er virkelig underfuldt, hvordan Jesus bespiser godt fem tusinde mennesker med fem bygbrød og to fisk og endda kan samle brødresterne sammen i tolv fyldte kurve. Det er ikke til at forstå. 

Det er et under, og det er derfor også klart, hvorfor det fyldte hos alle de forsamlede den dag det skete og hos os i dag, når vi hører beretningen. Dette under får vores fokus.

Evangelisten Johannes vil endda have os til at se mere i underet end den konkrete magt. Han vil have os til at se det som tegn på den herlighed, Jesus bringer os med sin død og opstandelse, med sit liv og sine ord. Brødunderet peger på Kristus og er et af de mange tegn på den ånd, som Jesus bringer til verden.

Men måske – og ikke mindst i lyset af, hvordan Jesus efter at have udført underet, ifølge evangelisten Johannes, trækker sig tilbage til bjerget helt alene – er der både plads til og grund til at vende blikket en ekstra gang mod drengen med de fem bygbrød og de to fisk i hænderne.

Det er disciplen Andreas, bror til Peter, som siger til Jesus: ”Se her er en lille dreng. Han har fem bygbrød og to fisk”. Mere ved vi ikke om den dreng, vi kender hverken hans navn og videre skæbne. Han er og bliver alene drengen med de fem bygbrød og de to fisk.

Vi kan derfor vælge at betragte ham som ene og alene redskab for og bidragsyder til Jesu under. Han kom med råvarerne, som Jesus på underfuld vis fik til at strække og som han tryllede større; men vi kan måske også tillade os at se den lille dreng, hans brød og fisk, som symbol og tegn på noget større og mere, nemlig som tegn på Guds forbundethed med det jordiske liv og den menneskelige eksistens.

I de sidste tre hundrede år i vestlig kultur har vi haft et stærkt fokus på tingenes materialitet, skriver den canadiske filosof Charles Taylor i sin sidste store bog Cosmic Connections fra 2024 (259). En naturvidenskabelig tilgang og et fokus på empiri præger således nutidens tilgang til den verden, vi lever i; den har førsterang, mens en dybere filosofisk og religiøs forståelse af og refleksion over den menneskelig eksistens lettest bliver betragtet som noget andenrangs, og i alt fald som noget individuel og subjektivt. 

Hvis den naturvidenskabelige tilgang er vores betragtningsform, så er det egentlig lettere at have med drengen med de fem brød og to fisk end med bespisningsunderet at gøre. Han står der med sine fisk og brød.

Men samtidig kan han, den lille dreng netop understrege en større sammenhæng og en forbindelse mellem Gud og os. 

Hvis vi ser den lille dreng med hans brød og fisk som tegn på det, som møder os i Gud, idet Guds søn er kommet til verden (med evangelisten Johannes ord, idet ordet er blevet kød), så er det Jesus gør, at han gør brødet større og fiskene flere til glæde og gavn for alle. Han ikke blot mætter folkene den dag ved Tiberias sø, han forbinder os med Gud og hinanden. Han knytter jord og himmel og vi mennesker sammen. Han skaber ikke kun ud af intet, men rækker derimod ud mod det, som er, og forvandler det for øjnene af os. 

Der er håb

Det ske i Jesu navn! Amen