”Eli, Eli! Lema sabaktani? Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”. De ord råbte Jesus fra korset og udåndede. Ord sagt til sidst under den langsomme henrettelse, hvor Jesus blev spottet og hånet, mens han naglet i hænder og fødder blev pint til døde.
”Tiden sluger mig minut for minut, som evig sne, en stivnet krop”, skrev digteren Charles Baudelaire i det 19. århundrede.
Er Jesu sidste ord på korset andet og mere end en bekræftelse af denne opgivelse, denne melankoli hos digteren Baudelaire, over døden og den tomhed, som døden er og efterlader os i, når vi mister en, vi elsker og holder af?
Ja, der er mere i Jesu sidste ord: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” på samme måde, som der egentlig også er mere end tab, død og ensomhed i Baudelaires ord.
Ved netop at sådanne ord bliver sagt, kan vi begynde med at være i verden, svarer den canadiske filosof Charles Taylor i sin udlægning af Bauldelaires digtning. Der sker noget med os, når meningsløsheden får ord; det bliver muligt for os at lægge afstand til meningsløsheden, fordi det bliver sagt med vores egne menneskeord, som vi kan resonere og være i.
Der er således mere end blot død og tomhed i Baudelaires og Jesu ord. Det at Jesus siger det: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” midt i al lidelsen tydeliggør, at der er mere på spil end blot den naturlige proces, som gælder for menneskekroppen og alt levende, at det skal dø.
At få det sagt, at tiden æder os, og at gudsforladtheden fylder os, artikulerer indirekte, at det kunne være anderledes.
Og når selv Guds egen søn giver udtryk for hvordan gudsforladtheden mærker ham i kød og blod - denne skrøbelighed, denne dødelighed, dette forfald - så er modsigelsen af døden stor. For Jesu død er jo mere end død og hans ord mere end en erkendelse og erfaring på egen krop af dødens tomhed. Det er at sige, at der er mere at sige end det, at vi skal dø. Hør hans råb i døden, som et samlende udsagn om at vi er sammen, Gud og menneske, du og jeg, også i døden, i kraft af Guds kærlighed og nåde.
Amen
