Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

Jerne Pastorat skal have ny præst pr. 1. oktober 2026

Stillingsopslag

Tidspunkt: 07:00-15:00

Har du lyst til at være præst i en kirke, hvor hverdagsliv og evangelium går hånd i hånd? Hvor vi møder mennesker dér, hvor de er, og hvor tradition og fornyelse går side om side? Så glæder vi os til at møde dig!

Billede af Jerne Kirke
Billede af sognehuset
Billede af haven
Billede af Jerne Kirke
Billede af Jerne Kirke

Stillingen som tjenestemandsansat sognepræst i Jerne Pastorat, Skads Provsti er ledig til besættelse den 1. oktober 2026 eller snarest derefter.

Stillingen er en fuldtidsstilling.

Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem i den første tid i embedet og sætter dig nærmere ind i de forskellige arbejdsopgaver, der er for en præst.

I Præsteforeningens medlemsblad kan du læse embedsbeskrivelsen fra menighedsrådet. Her kan du læse om sognet og om, hvilke tanker, menighedsrådet gør sig om det ledige embede. 

Har du lyst til at læse mere om Jerne Sogn og hvordan kirkelivet m.v. er i sognet, kan vi anbefale, at du orienterer dig på sognets hjemmeside:
Link til sognets hjemmeside: Jerne Kirke og Sognehus | Jerne Kirke

Embedsbeskrivelsen kan du også læse på Ribe Stifts hjemmeside Ribe Stift: Ledige stillinger og via Stiftets Facebook-side.

Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013)

Stillingen aflønnes efter løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i Folkekirken. 

Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt. Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i forhold til ansættelseskvoten.

Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.

Der er ikke nogen tjenestebolig til stillingen.

Det forudsættes, at ansøgere har kørekort til almindelig bil (B) og er villig til at bruge egen bil i jobbet.

Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.

Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.

Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.

Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, bedes du kontakte både menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.

 

Er det første gang du søger embede, bedes du kontakte biskoppens sekretær for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Elof Westergaard, inden menighedsrådet afholder orienteringsmøde.

 

Ansøgningen skal stiles til Sundheds- og  Kirkeministeriet, men skal sendes til biskoppen over Ribe Stift pr. mail til: kmrib@km.dk, og ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest opslagets udløbsdato kl. 15.00

Kontaktoplysninger MR-formand Annemette Hauschildt, Jerne Sogn
Telefon 51 86 38 29 ∙ E-mail: 8909@sogn.dk

Kontaktoplysninger provst Kræn Christensen, Skads Provsti: 
Telefon 51 54 75 58 ∙ E-mail: skads.provsti@km.dk

Kontaktoplysninger Ribe Stift
Telefon 75 42 18 00∙ E-mail: kmrib@km.dk 

Kontaktoplysninger biskop Elof Westergaard,
v/bispesekretær Dorte Ib:
Telefon 40 11 80 92∙ E-mail: kmrib-@-km.dk

 

Opslag af stillingen:        7. juli 2026
Ansøgningsfrist:               27. juli 2026


Landsbykirke i storbyen med Nationalpark Vadehavet som nabo og et sogn, hvor du får lov til at være PRÆST

Efter 2 års tjeneste er den ene af vores 2 præster død efter kortvarig og alvorlig sygdom, og vi søger derfor nu en ny stemme og sjæl til vores sogn. 

Vi er en kirke, der bygger på fællesskab, åbenhed og nærvær –et levende mødested for tro, kultur og mangfoldighed.

Har du lyst til at være præst i en kirke, hvor hverdagsliv og evangelium går hånd i hånd? Hvor vi møder mennesker dér, hvor de er, og hvor tradition og fornyelse går side om side? Så glæder vi os til at møde dig!

Der oplyses følgende om embedet:

Sognet

Jerne Sogn har ca. 9.480 indbyggere, hvoraf omkring 5.620. er medlemmer af folkekirken. Sognet er præget af mangfoldighed med en betydelig andel borgere af anden etnisk baggrund.                         I den østlige del ligger "Det internationale bykvarter", som afspejler denne diversitet.

Sognet har et rigt foreningsliv med stærke sociale og kulturelle fællesskaber, hvor kirken både tager initiativ og deltager aktivt. Bebyggelsen spænder fra parcelhuse i "det gamle Jerne" til nyere boligområder, der er skudt op i de senere år. Historisk set var Jerne et landsogn indtil 1868, hvorfra Esbjergs sogne blev udskilt. I dag er Esbjerg Danmarks femtestørste by med ca. 72.297 indbyggere og 114.947 i kommunen.

Sognet rummer en folkeskole, som vi har et udbytterigt samarbejde med, om konfirmander, minikonfirmander og julegudstjenester. 

Kun 700 meter fra kirken ligger store uddannelsesinstitutioner som Syddansk Universitet (SDU) og University College Syd (UC SYD) med over 3.000 studerende, og Jerne Station er blot 600 meter væk.

Esbjerg byder på et rigt kulturliv med Musikhuset, Konservatoriet for både rytmisk og klassisk musik, samt et bredt udvalg af kulturelle, musiske og sportslige tilbud. Byens svømmestadion, street food-marked og levende byliv kombineret med nærheden til havet og Vadehavets unikke natur gør området attraktivt. https://www.vadehavskysten.dk

For en eventuel partner er der gode jobmuligheder, og Esbjerg Kommune hjælper gerne med jobmatch. og med en lejebolig. Derudover findes der gode pasningstilbud og fritidsaktiviteter for børn og unge hvilket gør byen til et ideelt sted at slå sig ned.                                 

Kirke- og sogneliv

-Vi er et levende sogn, hvor stoltheden og glæden ved vores kirke er stor!

Jerne Kirke er en velholdt, romansk landsbykirke opført i slutningen af 1100-tallet – den ældste bygning i Esbjerg. Kirken har ca. 250 siddepladser og rummer et smukt Frobenius-orgel fra 1977. Ved kirken ligger en stor kirkegård, som administreres af Esbjerg Kommune, og kun 1,6 km derfra findes krematorium og kapel.

Blot 90 meter fra kirken ligger Jerne Sognehus, der blev indviet i 1982, udvidet i 1998 og siden løbende renoveret. Sognehuset rummer både en stor og en mindre sal, kontorer, konfirmandlokaler, mødelokaler og køkkenfaciliteter, hvilket gør det til et aktivt samlingspunkt for sognet.

Højmessen fejres hver søn- og helligdag på skift af sognets to præster, og der er en god og stabil kirkegang. Dåb finder som udgangspunkt sted i højmessen, men én gang om måneden afholdes der også lørdagsdåb, efterfulgt af en "dåbsfri" højmesse. Derudover holdes der børne- og familiegudstjenester samt andre særlige gudstjenester.

Sognet har mange kirkelige handlinger fordelt mellem de to præster, herunder omkring 60 dåb, 4 hold konfirmander, 21 vielser, 2 velsignelser og 91 begravelser eller bisættelser (2025).

 

Kirke, kultur og fællesskab

Kirke- og kulturmedarbejderen har ansvaret for minikonfirmanderne og varetager, i samarbejde med de frivillige, størstedelen af sognets aktiviteter med udgangspunkt i kirken og sognehuset. Disse aktiviteter spænder over undervisning, kultur og diakoni, og i øjeblikket har vi særligt fokus på fem centrale områder:

  • At udbrede kendskabet til kirken blandt børnefamilier gennem relevante aktiviteter som børnedage og børne- og familiegudstjenester.
  • At styrke børnekoret, som ledes af en af vores organister i samarbejde med folkeskolen, Bakkeskolen.
  • At forebygge og afhjælpe ensomhed blandt voksne og ældre gennem sociale og meningsfulde aktiviteter såsom strikkecafé, gå-klub, Akvarel maling, sommercafé og sommer-OL.
  • At afholde kulturelle arrangementer, herunder koncerter i kirken og sognehuset, sogneeftermiddage med højskolesang eller foredrag, to årlige højskoledage samt filmklub.
  • At arbejde med bæredygtighed, idet både kirke og sognehus er en del af initiativet Grøn Kirke.

Sognet har et engageret medarbejderteam bestående af to præster, to doks-organister, to kirketjenere, en kirke- og kulturmedarbejder, en kordegn med daglig ledelse af personalet, to kirkesangere samt et antal timelønnede medarbejdere, herunder korister, havemand og rengøringshjælp. 

Samarbejdet mellem præster, ansatte og menighedsråd er præget af respekt og et godt, udbytterigt samspil.

Menighedsrådet består af 10 valgte medlemmer (aftalevalg de seneste 22 år), to præster og en medarbejderrepræsentant. Det er et levende, aktiv og velfungerende råd med en struktureret mødeplan med 10 årlige møder samt et gennemarbejdet årshjul og en række udvalg.

Vi er en del af initiativerne Åben Kirke, Grøn Kirke og Vejkirke og har i 2025 og 2026 gennemført omlægningen af sognehusets udendørsarealer til en bæredygtig og besøgsvenlig have

 

Vi tilbyder dig

 -Frihed, faglighed og fællesskab!

Hos os bliver du en del af et åbent og rummeligt fællesskab, hvor menigheden favner bredt, både teologisk og kirkeligt, uden et fast retningspræg. Vi værdsætter forskellighed og ser det som en styrke.

Du vil møde et engageret medarbejderteam, hvor høj faglighed og teamånd går hånd i hånd.                    
Vi har en velfungerende arbejdsplads med en uformel omgangstone, hvor der er let til smil, og hvor selvstændighed og ansvar er en naturlig del af hverdagen.

Menighedsrådet er engageret og velfungerende, åbent for nye initiativer og lægger stor vægt på et godt psykisk og fysisk arbejdsmiljø. Vi har udarbejdet et komplet arbejdsmiljømateriale samt en personalehåndbog for ansatte og frivillige.                                                                                                                       
Vores indsats ift. vores systematisk arbejdsmiljø blev anerkendt, da vi i 2024 blev nomineret til Folkekirkens Arbejdsmiljøpris.

For at sikre et godt samarbejde og overblik mødes præster og kernemedarbejderne hver torsdag til kalendermøde, hvor den personale ansvarlige deltager efter behov.                                                     Du får en fast ugentlig fridag om mandagen og som udgangspunkt prædikefri hver anden weekend.

Er du nyuddannet teolog? Så er du mere end velkommen til at søge stillingen. Vi vil gøre os umage for at støtte dig og hjælpe dig godt i gang. Som præst i Jerne får du en engageret kollega, der både giver plads og byder ind med faglig sparring.

 

Hvad vi søger i dig

 -En engageret og positiv ambassadør for kirken!

Vi søger en præst, der trives i fællesskaber og har gode samarbejdsevner. Du har vilje og evner til at arbejde tæt sammen med vores anden præst, de øvrige ansatte, menighedsrådet og frivillige.

Som præst hos os er du synlig og nærværende, har gode sociale kompetencer og møder mennesker med nysgerrighed, rummelighed, værdighed og respekt.                                                                      Du har en god teologisk forståelse og en menneskelig ballast.

Højmessen er en kerneydelse for dig, og du finder glæde i formidlingen af kristendommen.                     
 Du kan tale med mennesker om tro og livets store spørgsmål, og ser det som din opgave at være præst for hele sognet.

Har du spørgsmål eller ønsker yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte menighedsrådets formand, Annemette Hauschildt, på tlf. 51 86 38 29, eller din kommende præstekollega, Sidsel Keibel Blom på tlf. 29 60 23 17.

Du finder mange flere oplysninger om Jerne Sogn på vores hjemmeside www.jernekirke.dk