I Ingemanns julesalme Julen har bragt velsignet bud (DDS 119) bliver juleaften så smukt forbundet med paradis:
Juletræet beskrives i salmens første vers med ordene: ”grenen fra livets træ står skønt”. Juletræet forbindes således med det træ, som står i paradis.
Og Jesu fødsel åbner en vej til paradis. Sådan bliver det formuleret i salmens andet vers: ”i dag blev vor kære frelser født/og Paradis-vejen funden”.
Endelig i salmens tredje og sidste vers bliver Jesu fødsel, fejringen af jul i hjemmet og åbningen af paradis endda endnu tættere knyttet, Verset lyder: ”Frelseren selv var barn som vi,
i dag han lå i sin vugge. Den have, Guds engle flyve i, vil Jesus for os oplukke. Himmerigs konge blandt os bor, han juleglæden os bringer; han favner hver barnesjæl på jord og lover os englevinger”.
Julefejringen i aften, Jesu fødsel og åbningen af Gud have paradiset hører sammen.
¤
Juleaften åbner paradis.
Aftenen har sit eget skær; ved magien ikke mindst gennem barnets øjne og sansning af denne særlige aften og ved de mange minder, der lægger sig år efter år i os om denne aften. Minder om dem, vi engang delte denne aften med, og glæden ved dem, vi nu kan dele denne aften med.
Et paradisisk skær kan således lægge sig over denne aften, men det paradisiske er så også knyttet til en udlægning og forståelse af, hvad Jesu fødsel betyder og bringer os.
Paradis og Jesu fødsel hører sammen. Menneskene, som siden syndefaldet har levet udenfor paradis, her hvor døden, arbejdet og jorden kalder, vi er nu med Jesu fødsel ikke længere bare udenfor og må længes tilbage til et fordums paradis. Vi er i Jesusbarnet andet og mere givet. Med Jesus melder Gud sig i verden, i vores liv og fællesskab med hinanden. Han kommer med fred og håb og vidner med sit liv om alt, hvad dybest set betyder noget.
¤
I en levnedsskildring om præsten Nikolai Laurentius Feilberg, som levede i det meste af det 19. århundrede (1806-1899) fandt jeg fornyeligt netop en reference til denne forbindelse mellem jul og paradis, fortalt gennem en mors julefortælling.
I beretningen om Nikolai Feilbergs år som præst i Vester Vedsted her lige udenfor Ribe fortælles det om, hvordan hans ægtefælle Conradine fortalte børnene op til jul om julens begivenhed.
Hun tog udgangspunkt i det forfærdelige Adam og Eva havde gjort. De havde spist af kundskabets træ og var blevet jaget ud af paradisets have. Keruberne med deres sværd og englevinger stod nu vagt og hindrede menneskene i at komme ind i paradis. Slægtled fulgte slægtled, og hver gang et menneske siden kom til paradisets port var den lukket i. Løftet var imidlertid, at porten skulle åbnes igen og kerubernes sværd sænkes, og det er hvad skete, fortalte den syge mor sine børn. Jesusbarnet fødtes julenat og han vil bringe menneskene ind i paradis. Hyrderne på marken julenat forstod det og søgte derfor barnet i stalden i Betlehem, og englene kom og sang for det nyfødte barn. Da englene så igen fløj, så blev natten mørk igen, men stjernen var på himlen og håbet satte i menneskenes sind. Paradiset er åbnet igen.
Den mors sammenknytning af jul og paradis lægger sig i fin forlængelse af Ingemanns julesalme Julen har bragt. De klinger af samme ånd, men det er en klang af mere end det 19. århundredes bibelfortælling og salmedigtning.
Julenat og paradis har stadigvæk noget at sige hinanden. Og det er vigtigt, at tager paradishåbet med os ind i denne aften og denne nat.
Vi mennesker er nogle tidselgemytter, sådan som en anden salmedigter Brorson formulerede det, og vi lever i en verden fuld af torne og tidsler. Men vi er ikke lukket inde i denne verdens trusler og overladt til vores egen selvtilstrækkelighed. Der er en sprække midt i mørket, og det viser barnet os, som fødtes i en stald, som siden blev pint og korsfæstet. Midt i denne verdens råberi kom han og pegede på barmhjertighed og forsoning, på paradis, fred og håb.
Glædelig jul
Amen
