Timen er kommet, siger Jesus i sin afskedstale. Med de ord varsler han sin kommende død, tilfangetagelse og henrettelse.

Når Jesus siger, at timen er kommet, peger han samtidig på en anden slags tid, nemlig evigheden. Det evige liv viser sig i Jesus selv, i hans relation og i hans enhed med Gud. Jesus ved, at han nu skal hjem til sin far i himlen, til den enhed og det fællesskab, der er mellem dem, fader og søn. Derfor beder han Gud om, at når han selv er væk, må Gud holde disciplene fast i troen:

"Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig, hellige fader. Hold dem fast i dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi."

Det er en forbøn. En bøn om Guds trøst og nærvær hos os. En bøn om lys og håb i menneskers liv og en bøn om enhed og fred mellem mennesker.

¤

Timen er kommet, siger Jesus. Med de ord markerer han et skifte i tiden, fra livet sammen på Judæas og Galilæas støvede landeveje og i byerne til noget andet, nu hvor han snart skal dø.

Timen er kommet, siger Jesus. Alligevel lever vi i tiden, hvor sekunderne og minutterne følger hinanden: 7.46, 7.47, 7.48. Men når Jesus siger, at timen er kommet, åbner han for en stærkere vished om, at evigheden er til stede. Noget vedvarende, noget som ikke forsvinder. Hans ord gør evigheden nærværende.

Når han beder om, at vi må holdes fast i Guds navn, peger han på, at vi lever i verden og samtidig bærer evigheden med os.

¤

I romanen Til Havs fra 2026 skildrer den tyske forfatter Dörte Hansen livet på en ø i Vadehavet. Det er en stemningsfuld roman. Her beskriver hun noget velkendt om sølvmågerne ved færgelejet:

"De sidder på taget af snackbaren eller sværmer lidt rundt ved affaldsspandene i venteposition, indtil de får øje på noget spiseligt i en menneskehånd. Så sætter de sig i bevægelse, letter og kaster sig i grådig flugt over deres ofre, som et øjeblik stirrer i skrækblandet vantro på deres tomme hænder og ser deres sildemad forsvinde op i luften. Somme tider er der nogen, der råber op og løber et par skridt efter mågen i protest. Som om man kan diskutere med en sølvmåge."

Det er et øjebliksbillede og samtidig noget vedvarende. Det leder tanken hen på altertavlen i Thorsminde, hvor Jesus går på havet omgivet af måger. De kæmper også om fiskene i det oprørte hav.

Vi lever i en verden af sølvmåger. Vi lever midt i den, og vi ligner sølvmågerne. Vi kan også være svære at diskutere med, og så meget af det, vi gør og gør mod hinanden, kan virke råt og nytteløst.

”Som om man kan diskutere med en sølvmåge”, skriver Dörte Hansen.

Netop midt i denne verden lyder Guds ord til os. Her lyder et kald om evighed. Ikke kun kampen og føden, men noget mere end det. Guds ord til os. Guds ånd og nærvær her.

Amen