”Du er et godt menneske, men hvis du havde betalt regningen, ville jeg have stået i taknemmelighedsgæld til dig, resten af mit liv. Hvilken værdighed er der for en mand, der skal være evigt taknemmelig?” (209)
En ung albansk mand stiller en anden ung mand dette retoriske spørgsmål. Replikken er at finde i Lea Ypis nye bog Uværdig, som er en blanding af roman og forsøg på at afdække forfatterens egne aner og historie.
Det retoriske spørgsmål om værdighed finder sted i samtalen mellem forfatterens farfar Asslan Ypi og Enver Hoxha; sidstnævnte er den senere albanske grundlægger af kommunistpartiet og Albaniens diktator gennem mange årtier, ja frem til sin død i 1985.
Det er den unge Enver Hoxha, som siger ordene: ”Hvilken værdighed er der for en mand, der skal være evigt taknemmelig?”.
Spørgsmålet er som sagt retorisk. Og den senere diktator Enver Hoxhas svar vil være ”ingen”. Han er et menneske, der finder det uværdigt at skulle være taknemmelig overfor nogen og ikke kan have at stå i skyld, i gæld til nogen.
¤
Evangeliet siger noget andet. Og der er i min optik stor værdighed forbundet med det at må være taknemmelig og erkende, at man er skyldner.
En livsforståelse, hvor man derimod ikke synes, man skylder andre tak, er både pauver og farlig, både for en selv og ens omgivelser. Livet bliver fattigere og relationerne golde. For hvem kan gå gennem tilværelsen uden at begå fejl og have behov for andres hjælp? Hvad er jeg uden andre og andres hjælp?
Mit liv bliver jo til ved det, vi deler med hinanden. Dagen får navn af dem, vi deler dagen med, og det er derfor også helt afgørende, at vi som mennesker kan udtrykke en tak til nogen og må føle en skyld i forhold til andre.
¤
Tankegangen om, at det skulle være uværdigt at stå i gæld til andre og at være taknemmelig, er, vil jeg påstå, ligefrem farlig for ens ageren i verden.
Hvis jeg ikke står ved min gæld, at jeg i helt grundlæggende forstand skylder nogen noget, kan min værdighed nemt bestå i blot at rage til mig og handle overfor andre, sådan som jeg nu har magt til. Jeg skylder jo ikke nogen noget.
Andre mennesker kan da reduceres til marionetter, ligegyldige forbipasserende eller i værste fald til fremmede og til en del af en ligegyldig masse, som jeg kan gøre med, hvad jeg vil.
Når Lea Ypi lægger ordene om det uværdige i at måtte føle taknemmelighed i munden på netop den nu afdøde albanske diktator Enver Hoxha, vækker det da også associationer til andre mere autoritære og despotiske magthavere både fra historien og nutiden. Men det handler også om os hver især.
¤
Jesus siger i evangeliet i dag, som er ord fra Johannesevangeliet, om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet. Og Jesus føjer til, at ingen kommer til faderen, dvs. Gud faderen, uden om ham.
Her hører vi både om Jesu afhængighed af Gud Faderen og om vores afhængighed af Jesus. Værdighed handler her ikke om menneskets selvberoen og frihed, med derimod om at må stå i relation til den Gud, som vi skylder alt. Det handler ikke om at stå i sin egen ret og hylde egen værdighed, men om som skyldnere alt givet at række ud efter hinanden i lyset af Gud, som møder os med sin tro, håb og kærlighed.
Amen
