To scener træder frem med stor styrke af fortællingen om de to disciple og den opstandne Kristus:
Den første er følgeskabet på vejen, de to disciple og Jesus.
Den anden er måltidet ved bordet. Begge rummer de en åbenbaring, skaber større klarhed og genkendelse.
¤
Hvad angår den første: vandringen til Emmaus, så går to disciple på vejen og forstår ikke, hvad der hændt denne påske. De to disciple vandrer som os i tiden efter påskemorgen.
De to disciple har været med i påskens begivenheder, fulgt Jesu indtog og overværet hans henrettelse og hørt om Jesu tomme grav. De kan ikke finde hverken hoved og hale i det skete. De havde begge haft store forventninger til Jesus, var disciple af ham, og de gik nu der på vej hjem uden egentlig længere at kunne finde retning i livet.
Men så sker det, at en mand slår følge med dem, og han kan forklare dem, hvad der er sket; han kan sætte det i sammenhæng med de gammeltestamentlige skrifter og den tradition, de er rundet. Hans ord og fortolkning trøster dem, giver dem mening midt i alt det, de ikke forstår. Han åbenbarer noget de ikke kan se af sig selv.
¤
Og da de gerne vil forstå mere, opnå større klarhed, byder de ham indenfor i deres hjem, og her idet de spiser sammen, idet gæsten tager brødet og bryder det, så falder sløret for deres øjne bort, og de ser ham, som den han er. De ser det er deres mester, at det er den opstandne Kristus.
¤
Emmausberetningen er med disse to scener en stærk manifestation af den klarhed og det nærvær, som påsken så håbefuldt bringer os.
Der er meget, vi ikke forstår, og der er meget, som kan tiltrække vores opmærksomhed og fjerne os fra det væsentlige i livet. Det erfarer vi, at vi ser som i et slør, så meget forekommer os som en gåde, og det kan være svært at holde fokus og være nærværende til stede. Emmausberetningen viser os imidlertid, hvordan Gud kastet sin kærlighed på os, og at denne kærlighed er viljen til at slå følge med, som han gjorde der på vejen til Emmaus, og det er af sig selv og være nærværende til viljen til at dele ud stede midt iblandt os, selv der, hvor vi deler brødet.
Amen
