Paulus skriver i epistlen til i dag 19. søndag efter trinitatis: ”I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføreriske lyster, og I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed. ” Der er brug for en ny ånd, skriver Paulus.

Danmark er et kristent samfund, sagde statsministeren tidligere på året, og folkekirken er en vigtig værdibærer både i freds- og krisetid. Statsministeren har ligefrem brugt ord som, at der er behov for en åndelig oprustning.

Uddannelsesminister Mathias Tesfaye har uddybet, hvad det handler om:
Demokratiet er ikke kun institutioner, men også et “vi”. En fædrelandskærlighed, en forståelse af, at vi har noget til fælles. Det fælles, siger han, er blevet for svagt. Derfor må vi opruste på, hvem vi er som folk.

Man kan så fristes til at sige til os i folkekirken: Grib dagen! Glem et øjeblik, at det er den samme regering, som fjernede Store Bededag, og som under pandemien ikke tillagde kirken stor betydning. Man kan jo blive klogere. Nu regner statsmagten faktisk med os. Sekularisering er ikke længere tidens eneste sprog. Kun vores egen sløvhed kan forhindre, at vi løfter folkekirkens fane og bliver tydeligere stemmer i samfundet.

¤

Men hvad er det dog, der sker? Hvorfor taler politikere nu om åndelig oprustning?
Historikeren Uffe Østergård sagde for nylig i et interview i Weekendavisen, at vi i Danmark endnu ikke har forstået, at vi er Nordens østvold – at et angreb fra Rusland kan ramme os først.
Vi har hverken mandskabet eller mentaliteten, sagde han, og må udvikle en demokratisk krigerkultur.

Der er noget genkendeligt i stemningen nu. Jeg husker fra min barndom under den kolde krig, hvordan sirenen lød hver onsdag klokken 12, og alle vidste, hvor der var beskyttelsesrum. Mørk er tiden, fremtiden truende. Og politikerne ved, at det ikke er gjort med militært isenkram. Der skal mere til – en ånd, en kærlighed til landet og til hinanden. Derfor opfordringen til os alle, også til kirken.

¤

Åndelig oprustning – forstået som at have sans for andet og mere end sig selv – bør ikke være os fremmed i kirken. Den kristne tro handler netop om at se sig selv i en større sammenhæng, om kærligheden til Gud og næsten.
Jeg taler også gerne tale om tilhørsforhold, historie og kultur – ja, værdsætter modersmål, flag og kærlighed til fædrelandet.

Men vi skal samtidigt huske: Vi er i kirken ikke kun en del af den nationale forsvarslinje.
Evangeliet, vi forkynder, er altid større end det nationale. Kristentro handler om Gud, der rejser mennesket og tilgiver synd. Kristentroen binder os til næsten – også den, der taler et andet sprog, eller har sit hjem et andet sted eller har flere hjem. Gudsforholdet rækker ud over nationale grænser og alliancer.

Derfor må vi som kirke også minde staten om dens grænse.
Som teologen Peter Lodberg har sagt:
”Hvor staten skal minde kirken om dens grænse, skal kirken minde staten om sin”. Det er og bliver derved en del af vores kald – at fastholde menneskeligheden, pluraliteten og friheden.

¤

 Lad jer forny os i ånd og sind, skriver Paulus. Og Gud hjælpe os deri; ikke ved at polarisere og forenkle, men ved at tale tydeligt og frimodigt.

Paulus formulerer det smukt i Korintherbrevet:
”Hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil så ruste sig til kamp?
Hvis I ikke taler tydeligt, hvordan kan man så forstå, hvad der bliver sagt?”

Det er vores opgave: At tale klart, så evangeliet høres og kan opbygge menigheden – og samfundet.
Ikke som soldater i en krig, men som vidner om kærlighedens og håbets ånd.

 I Jesu navn Amen