Hvad skete påskemorgen klinger med i hver søndagsgudstjeneste. Jesu opstandelse fra de døde er bagtæppet for det, at vi fejrer gudstjeneste og holder søndag på.
Påskedag er en af forårets store mærkedage. Vi fejrer påskedag Jesu opstandelse fra de døde, men også efteråret har sin særlige dag, hvor opstandelseshåbet skinner meget tydeligt frem. Det er i dag 16.s.e. trinitatis, efterårets lille påskedag, hvor vi hvert år møder opstandelseshåbet udfoldet i beretningerne om henholdsvis Jesu opvækkelse af Jairus datter (2. tekstrække) og så i dag Jesu opvækkelse af enkens søn fra Nain.
¤
Hvad sker der i beretningen om enkens søn fra Nain?
Jesus kommer et ligtog i møde, og han rejser den døde op, en enkes søn. Ligtoget er på vej ud af byen, på vej til gravpladsen udenfor. Jesus kommer dem da i møde, midt i afskedens stund, stopper ligfølget og opvækker den døde. Han bringer livet og glæden tilbage. Så enkelt, så kort.
¤
De to beretninger, som hører denne søndag til, Jesu opvækkelse af henholdsvis en ung kvinde og ung mand, er underfulde hændelser fra Jesu liv, men disse opvækkelser fra de døde peger ikke blot på Jesu guddomskraft. De peger også på det håb, opstandelseshåbet, vi lever af og ved. Et håb, som blev vakt af Jesu opstandelse fra de døde påskemorgen.
Opvækkelsen af enkens søn fra Nain er en beretning om håb på trods og en beretning, som vil fortælle os, at det håb er håb for os.
Håbet beror på Gud, Guds imødekommenhed, hans nærvær, nåde og kraft, men håbet er så også det, vi hører i evangeliet i dag, at han i sin søn Jesus Kristus kommer og kalder os ud af døden og dens mørke skygge.
¤
Døden er stadigvæk, men dødens magt er nu endegyldigt brudt.
Døden griber ud efter os, ligfølge følger ligfølge, lidelse og død er en del af vi menneskers verden; vi ligner bladene, fuglene, og græsset; ja, alt hvad der er skabt. Alt må falde til jorden og vende tilbage til den.
Men vi lever samtidig nu i denne mellemtid, kan vi sige, efter påskemorgen og med håbet om de dødes opstandelse; dvs. vi lever med håbet om, at kærligheden overstråler dødens skygge, og at døden ved Guds nåde ikke får det sidste ord.
¤
Netop fornemmelsen af at leve i en mellemtid gør den amerikanske forfatter og kunstner Jenny Odell så fint rede for i sine nye bog Red Tiden.
Odell skriver med reference til filosoffen Hannah Arendt følgende: ”At leve i mellemrummet mellem fortiden og fremtiden er ganske enkelt menneskets vilkår også selv om kulturelt dominerende og politisk belejlige syn på tiden, historien og fremtiden, skjuler det for os. Hvis vi kigger sorgfuldt på fremtiden, hvor noget nyt aldrig kan ske, kan vi ikke se, at nyt er i stand til at ske.” (Odell,358-59).
Fornemmelsen for at leve i en mellemtid hjælper os til med Odells ord, at vi hverken bliver knust af traditionen, tynget af dens åg, eller at fremtiden allerede nu er skæbnebestemt og determineret.
Jeg vil her tilføje: Som om, vi kun ved begravelsen skulle høre ordene: Af jord er du kommet og til jord skal du blive.
Nej, der følger også et ”af jorden skal du igen opstå”. Gud møder os, som hans søn mødte ligfølget på vej ud af landsbyen Nain.
Sådan skal vi nu turde håbe, at vi levende som døde bliver mødt på vores vej mod graven; mødt af Guds søn, som siger til os: Rejs dig! Stå op!
Han kaster således både lys, glæde og håb ind over hvert et ligfølge, og ind over hver en skyggefuld tilværelse på jord.
Amen
