I Jesu lignelse om tiggeren Lazarus og den rige mand er situationen vendt på hovedet, nu hvor de begge er døde. Den rige mands liv i sus og dus er slut. Han er vågnet op i dødsriget, mens den fattige tigger Lazarus, som havde siddet upåagtet udenfor den rige mands dør, glemt og overset af alle, nu sidder i Guds rige, i Abrahams trygge skød. Rollerne kan i en vis forstand siges at være byttet om. Den rige er endt i mørket og den fattige ved Abrahams bord.
¤
Jesu lignelse formaner os til at have øje for hinanden, dvs. minder os om vores ansvar for at tage os af samfundets svageste.
Evangelisten Lukas, som bringer denne lignelse, har tydeligvis et stærkt blik for de sociale skævheder i samfundet og den medmenneskelige forpligtelse.
¤
Dommen over den rige er i Jesu lignelse klar; den rige mand så ikke til den fattige. Det burde han havde gjort, og der er ingen undskyldning for, at han ikke gjorde det.
Lignelsen rummer imidlertid andet og mere end blot en sådan formaning. Den rummer også en dialog og et ønske om hjælp til og belæring af dem, der stadigvæk lever.
Der er, når man lytter efter, her egentlig noget meget forsonende, ja måske ligefrem sympatisk ved den rige mands insisteren på nu fra dødsriget at ville advare sine brødre og alle dem, som stadigt lever. Den rige vil, at vi skal handle anderledes end ham, se til de fattige. Han vil, at hans brødre og vi skal vide, hvad hans skæbne blev, så vi ikke gør som ham og ender som ham.
Da den rige mand forstår, at han end ikke kan få en dråbe vand fra den anden side til at lindre sin tørst (der er ingen hjælp at hente, kløften er dyb og sagen er afgjort, han skal være i dødsriget), så beder han så mindeligt Abraham om, at der må blive sendt bud til hans brødre, så de kan blive advaret om, hvad der vil ske, hvis ikke de ser til de fattige. Da det også bliver afvist, beder han om, at der må komme en fra de døde og advare dem.
Den rige mand insisterer og bliver ved og ved med at bede om hjælp til, at de, som stadigt lever, kan blive underrettet om, at dommen findes. Han vil, at den blindhed, han selv udviste i live, skal stoppe.
¤
Abraham med hvem den rige mand fører dialogen på tværs af kløften mellem himmel og helvede, Gudsriget og dødsriget, virker her noget mere tilbageholdende, ja måske ligefrem en anelse desillusioneret på menneskehedens vegne.
Abraham ikke blot afviser den rige mands bønner og ønsker om at få bragt bud tilbage til de levendes verden, men han fejer også ønskerne af med, at menneske har fået tilstrækkeligt givet til, at de kan tage ansvar i livet. Og at hvis ikke de kan lytte til det, de bør vide, så vil det end ikke hjælpe, at nogen kom tilbage fra de døde.
Folk kan jo lytte til skriften, til Loven og Profeterne, siger Abraham. Det står allerede så tydeligt der, at man skal tage sig af de fattige, dele sit brød, lade noget stå tilbage på marken, når man har høstet, og ikke æde alt selv. Gud har givet os bud at leve på og sendt sine karske profeter, som holder os fast på fordringen til os om at elske Gud og elske vores næste.
”Så hør dog efter, menneske! ”, synes det nærmest at lyde til os af Abrahams svar. Der er med andre ord ingen undskyldning, men hvor er der dog stadigvæk behov for håbet om vores synders forladelse. Gud se i nåde til os!
Amen
