Gud er Gud, og vi er Guds vidner. 

I den gammeltestamentlige læsning i dag, hentet fra profeten Esajas, siger Gud det selv to gange gennem profeten mund.

Gud siger det selv: hvem han er, og hvad han vil med os. Vi skal vidne, vidne om ham. Det er en gave, og den forpligter. 

Der er noget, vi skal. Vi er er ikke blot sat til at fremme vores eget og vores egne interesser.   Opgaven er større.  

At være vidne er at bringe noget frem, som man har iagttaget, fået at vide og fået kendskab til: her bære et budskab frem om Guds skaberkraft og omsorg, forsoning og frelse. 

Et budskab til trøst og glæde. Et budskab, som både sætter os på plads, binder os til Gud og vores næste, og samtidig, hvad kan lyde paradoksalt, gør os fri. Et budskab, som åbner en større verden og lægger et blivende håb ind i vores liv. 

¤

Ordene fra profeten Esajas er i dag med til at kaste lys over evangelielæsningen fra Johannesevangeliet. Vi træder her ind i samtalen mellem den opstandne Jesu og disciplen Simon Peter. 

Jesus spørger igen og igen Simon Peter: ”Elsker du mig”. Og disciplen bekræfter hver gang sin kærlighed og troskab til Jesus. Og disciplen får samtidig hver gang at vide, ja får givet den opgave, at han skal vogte Jesu får. 

Ud af kærlighed til Guds søn springer netop kaldet til at vidne og værne om andre, være hyrde for fårene (for at tale billedligt om forholdet mellem Gud og menneske). Vogte ikke ved at spærre inde, men ved at vi fortæller det videre, som bærer vores liv. 

Og Jesus siger til Simon Peter, at det skal han gøre en tid, og så vil der komme andre efter ham og tage over. 

Det er nemlig en fortsat opgave for hver generation i kraft af Guds nåde at bære dette budskab om Gud kærlighed og nåde med sig ind i sin egen tid og lægge spor ud til kommende generationer.

¤

Vi skal snart på det stort anlagt folkemøde i Ribe, i pinsen 2026, fejre 1200 året for benediktinermunken Ansgars komme til Ribe og om kristendommens komme til Danmark. 

Ansgar og andre før og efter ham drog afsted, kom syd fra og vidnede om Jesus fra Nazareth. De fortalte vidt og bredt og gjorde mennesker klogere, gav dem de mødte et ord med på vejen om Jesus Kristus. De kom med praksisformer, med gudstjeneste, korstegning og klokkeringning, som lejrede sig ind i menneskets hjerter og ind i den danske kultur.

Vores tid er en anden, men opgaven er den samme: at vidne og fortælle om den opstandne Kristus, og at dele betydningen af, at vi skal elske Gud og elske vores næste. 

Der er noget, vi skal. Gud hjælpe os deri.

I Jesu navn. Amen