Leonardo Da Vincis tegning ”Den Vitruvianske Mand” fra 1490, som hænger i Galleri dell’Accademia i Venedig er svær at få ud af hovedet. Tegningen har fulgt mig længe.

Leonardo ville først og sidst med sin tegning undersøge Vitruvius teori om, hvordan mennesket med sin krop passer ind i en cirkel og en firkant.

Leonardo var en gudsbenådet tegner og samtidig en videnskabsmand, som var optaget af alt fra byplanlægning, armens muskulatur og bevægelserne i naturen. Han søgte gennem empiriske, systematiske studier det virkelighedsnære; nysgerrigt betragtede han verden.

”Den Vitruvianske Mand” kan imidlertid godt betragtes som et slags modbillede til det, Jesus siger i dåbs- og missionsbefalingen i Matthæusevangeliets slutning. Jesu ord skubber ham ud af cirklen, ud af rammen og eget centrum.  

Det Vitruvianske mand står i centrum, udspændt i en cirkel og i en firkant, tegnet endda med fire arme og fire ben for at illustrere menneskets bevægelighed. ”Den Vitruvianske Mand” viser mennesket i centrum, og dette menneske magter meget.

Helt anderledes står det til i evangeliet i dag til Trinitatis søndag. Elleve disciple står på et bjerg sammen med Jesus. De står i spændingsfeltet mellem tro og tvivl, ved af gode grunde ikke, når de følger deres eget hoved, hvad de skal tænke eller tro.  Jesus står da frem forn dem, og han siger til dem: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”. Det er således hverken disse disciple, evangeliets hørere, dig eller mig, som har magten. Selv nok så stor bevægelighed i arme og ben, hjælper her ikke. Magten ligger hos Jesus, og han puffer til os, skubber os således til side og lader os klart og tydeligt vide: du står ikke i centrum selv, og den firkant, du hviler i, er ikke tilstrækkelig. 

Og som om det ikke var nok, så skubber Jesus os endnu længere ud. Han vil have mennesket helt ud af egen cirkel og komfort zone. Jesus byder nemlig sine disciple at gå ud og gøre alle folkeslag til hans disciple. Cirklen er punkteret, nu får det Vitruvianske menneske virkelig brug for bevægeligheden i sin krop, brug for sine hænder og fødder.  Ikke så meget for at kunne holde balancen men for at kunne række ud.  Der er nu ikke længere tid til at jagte egen kerne og nyde roen og harmonien i egen cirkel. Du har et anliggende for med andre. Der er noget, Jesus vil, at vi skal. Du skal lære videre, hvad du har lært. Du skal også hente vand, hælde det op i døbefonte og døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Cirklen og firkanten er brudt, men det underfulde er, at du nu ved at have forladt din egen cirkel kommer til at indgå i en meget større cirkel, ja får et ståsted med en lang dybere og større horisont. Det er jo pointen i Jesu slutord, hvor han efter kravet om, at vi skal lære og døbe siger: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Skubbet ud af sin egen cirkel, er mennesket således nu skubbet ind i et liv under Guds velsignelse.

Og er det ikke netop det blik og den tro, som ligger bag Leonardo da Vincis arbejde, når han tegnede menneskets rygsøjle, kølvandet fra et træstykke i vandet, gradueringerne af primære og afledte skygger samt den fineste fremstilling af Anna, Maria og Jesusbarnet, et billede af tre generationer. Det er alle tegninger, der fortæller om et menneske, der lever under Guds velsignelse, og som ved sig skubbet til og derfor har tillid til, at Gud vil bruge os i sin tjeneste.

Amen