Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

Spandet-Roager Pastorat kalder en præst

Stillingsopslag

Et skønt pastorat med to landkirker og 25% til diakonale handlinger i Ribe Domprovsti

Spandet Kirke
Roager Kirke

Stillingen som tjenestemandsansat sognepræst i Spandet-Roager Pastorat, Ribe Domprovsti er ledig til besættelse den 1. juni 2025 eller snarest derefter.

Til stillingen er knyttet en forpligtelse som kirkebogsfører og begravelsesmyndighed. 

Ud over 75% sognepræstestilling i Spandet-Roager Pastorat er der en forpligtelse på 25% til at yde bistand til diakonale opgaver i Ribe Domprovsti.
Vedr. denne forpligtelse vil der blive udarbejdet et regulativ, som nærmere forklarer, hvad bistanden indebærer. 

Stillingen er en fuldtidsstilling.

Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem i den første tid i embedet og sætter dig nærmere ind i de forskellige arbejdsopgaver, der er for en præst.

Har du lyst til at læse mere om pastoratet og hvordan kirkelivet m.v. er i sognene, kan vi anbefale, at du orienterer dig på hjemmesiden: Link til sognenes hjemmeside: https://sogn.dk/spandet/menighedsraad/ og https://sogn.dk/roager/menighedsraad/

Embedsbeskrivelsen kan du også læse på Ribe Stifts hjemmeside: https://ribestift.dk/ledige-stillinger og via Stiftets Facebook-side.

Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013)

Stillingen aflønnes efter løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i Folkekirken. 

Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt. Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i forhold til ansættelseskvoten.

Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.

Det forudsættes, at ansøgere har kørekort til almindelig bil (B) og er villig til at bruge egen bil i jobbet.

Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.

Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.

Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.

Er du interesseret i stillingen og ønsker at sende en ansøgning, bedes du kontakte både menighedsråd og provst for at aftale et tidspunkt for et besøg og en samtale, inden ansøgningsfristen udløber.

Er det første gang du søger embede, bedes du kontakte biskoppens sekretær for at aftale et tidspunkt for en samtale med biskop Elof Westergaard, ligeledes inden ansøgningsfristen udløber / inden menighedsrådet afholder orienteringsmøde.

Ansøgningen skal stiles til Kirkeministeriet, men skal sendes til biskoppen over Ribe Stift pr. mail til: KMRIB@KM.DK, og ansøgningen skal være biskoppen i hænde senest opslagets udløbsdato kl. 15.00

 

Kontaktoplysninger MR-formand Kristian Hoffmeyer Hanssen, Spandet-Roager Sogne
Telefon 21 49 86 29 ∙ E-mail: 1066khh@gmail.com

Kontaktoplysninger domprovst Morten Fester Thaysen, Ribe Domprovsti: 
Telefon 41 62 62 46 ∙ E-mail: MTH@KM.DK

Kontaktoplysninger Ribe Stift
Telefon 75 42 18 00∙ E-mail: KMRIB@KM.DK

Kontaktoplysninger biskop Elof Westergaard,
v/bispesekretær Tine Bovbjerg Juhl:
Telefon 29 24 35 76∙ E-mail: KMRIB@KM.DK

 

Opslag af stillingen: 15. april 2025
Ansøgningsfrist:  5. maj 2025

__________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Sogne og embedsbeskrivelse
Er du bedst til åbne vidder, og ikke kun et par måneder om året, uden af være Ulf Lundell?
Så er det dig vi søger, da vi bogstaveligt talt nu har ”åbent landskab” på Præsteembedets stilling, der uden bopælspligt er placeret i den skønne vestlige del af Sønderjylland.
Nu får du muligheden for at søge en stilling i Ribe Domprovsti som sognepræst for Spandet – Roager sogne.
Sognene ligget godt placeret som de nordligste sogne i det gamle Nordslesvig, og dermed er rødderne godt forankret i de sønderjyske traditioner og kulturer, med Unescos verdenskulturarv i form af Vadehavet i ryggen, stik mod vest.
Med Ribe Domkirke tronende med sin pragt og vælde mod nord, ses silhuetten af Ribe tydeligt med domkirken i midten, og området hvor vikingetiden grundlagde Danmarks ældste by, og hvor Hans Tausen senere bragte reformationen til Danmark.
Med Ribe i baggrunden strækker Spandet sogn sig mod syd for foden af den jyske højderyg, med det kuperede og bakkede landskab, hvor skjulte hulveje i skovene vidner om en flere tusindårig trafik, der er gået igennem byen på vej ud i verden, eller hjem fra fjerne egne på vej til Ribe. Kirken og kirkegården vidner om, at sognet har sendt sognebørn både til slaget ved Dybbøl i 1864 og et massivt bidrag til 1. verdenskrig.
Roager sogn strækker sig fladt ud over hedengangne golde og flade istidssletter, der blev til hede, hvor lyngen strakte sig vidt og bredt, Inden jorden blev opdyrket. Tankerne går til H.C. Andersen, som kunne have skrevet Jylland mellem tvende have her. For hvad beskriver vores sogn bedre end ”Heden, ja, man tror det næppe, men kom selv og se: lyngen er et pragtfuldt tæppe, blomster myldrer milevidt. Skynd dig, kom! om føje år, heden som en kornmark står” Og hen over de korn og græsmarker løber der stærke bånd mod Syd til Bremen og Ærkebiskop Willehadus,som var en tidlig missionær her. I kirkens nordside ses Danmarks ældste glasmosaik indmuret i væggen af netop Willehadus.
 

Sognepræsten i Spandet – Roager sogne holder gudstjenester i sognet, forestår sognets kirkelige handlinger, underviser konfirmander og minikonfirmander, er til rådighed for sjælesorgssamtaler og bidrager til kirkebladets indhold. Desuden arbejder præsten tæt
sammen med børnehaven og afholder udendørsgudstjenester sammen med vores lokale idrætsforening.
Jagtgudstjeneste med efterfølgende spisning sammen med vores lokale jagtforeninger, påskegudstjeneste med efterfølgende fælles påskemiddag og årets sogneudflugt. Med vores aktiviteter forsøger vi at tilgodese alle vores sognebørn.
Familiegudstjenester og kontakten til FDF Spandet - Roager, er også en fast del af arbejdet.
I det hele taget ønsker vi os en præst som er synlig og opsøgende i bybilledet og det lokale foreningsliv, alt efter interesse.
 

Stillingen er en fuldtidsstilling, med 75% arbejdstid i sognet og 25% diakoni til domprovstiet.
Bistandsopgaverne bliver beskrevet grundigt i en arbejdsbeskrivelse, som overordnet består i, at der i Ribe findes flere sociale institutioner, der har ønsket at få etableret et samarbejde med en præst. Arbejdet vil i samarbejde med institutionerne bestå af samtaler, etablering og deltagelse i fællesskaber for sårbare. Der vil også skulle afholdes enkelte gudstjenester på nogle af institutionerne. Der er mulighed for selv at præge arbejdet, og man vil have kollegaer at spare med.
 

Det siger menighedsrådet:
I Spandet – Roager er vi i højt humør og glæder os til samarbejdet med vores nye sognepræst!
Du kommer til at møde et menighedsråd, der består af både erfarne og nye medlemmer. Aldersgennemsnittet er fornuftigt, og vi har mange tanker om, hvordan vi skal være kirke hos os i fremtiden.
Vi spænder ikke vores nye præst foran vores ideer, men vil udvikle kirkelivet sammen med dig. Vi er ikke bange for selv at trække i arbejdstøjet i forbindelse med et projekt. Vi vil bevise at et Danmark, der stadigt bliver mere præget af at sociale
medier og af den ”mæthed” af indtryk en gang ”scrolling” kan give, stadigvæk har brug for en kirke og et dertil hørende fællesskab og rum, hvor man tør tro, højaktuelt også for vores tid, så flere kan gå med et fadervor i deres pagt, ud i ugen og den mere omskiftelige verden.
 

Spandet – Roager sogne består tilsammen af følgende:
Der bor lidt over 1.000 personer i sognet, hvoraf de knap 800 er medlemmer af folkekirken. Der er de faste kirkegængere ved hver kirke, men der kommer desværre ikke så mange nye til. Men sognebørnene elsker alligevel deres kirke og kommer gerne til særlige lejligheder og familiegudstjenester.
Vi vil meget gerne være sammen i det nære, og vi håber, at du er en folkelig person, som forkynder klogt og forståeligt - og som har tid til både børn og voksne. Gerne med et salmevalg der indbyder til at alle kan synge med.
Du kommer til at have dit virke i velfungerende landsbyer. Vi har både en lille ubemandet købmandsbutik i Roager hvor der også er vuggestue og børnehave, sammen med idrætshal og medborgerhus / forsamlingshus. Sognehuset er placeret lige overfor kirken,
hvor der også vil være kontor og mødefaciliteter til dig.
I Spandet er der et velkørende forsamlingshus, samt ”Mødestedet” som en social forening for ældre, hvor de nyder hinandens samvær og lytter til foredrag sammen. I Spandet har FDF også deres kredshus og aktivitetsgrund til frilufts-aktiviteter.
Der hører pt. ikke nogen embedsbolig, eller bopælspligt til sognene, men vi hjælper dig gerne godt på plads hvis du ønsker at bo her.
 

Ribe Domprovsti er kendetegnet ved et kollegialt og teologisk fællesskab, hvor præsterne både sparrer med hinanden og har teologiskesamtaler med hinanden. De mange kolleger i Ribe giver mulighed for et spændende teologisk miljø, som en ny præst bliver en del af. Der arbejdes målrettet med at fastholde og skabe endnu bedre arbejdsforhold for provstiets præster.
 

Vi glæder os meget til at høre fra lige netop dig!


Kontaktoplysninger MR-formand Kristian Hoffmeyer Hanssen, Spandet og Roager Sogne
Telefon 21 49 86 29 ∙ E-mail: 9035krh-@-km.dk

Kontaktoplysninger domprovst Morten Fester Thaysen, Ribe Domprovsti:
Telefon 41 62 62 46 ∙ E-mail: MTH@KM.DK