Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

Pinsedag

Prædikener

Billede af pinseliljer i det fri

Lad os bede
Gud Fader i himlen
pinsedag sendte du din Helligånd.
Den hvirvler støvet op og fejer mørket til side.
Vi beder dig:
Lad din vind blæse og nå ud i alle verdens hjørner.
Lad dit lys skinne blandt alle folk
og knyt os sammen med din Ånd,

så ingen behøver gemme sig i halvmørket.

Du afslører let alle vores brister og mangler, og vi beder dig:

Døm os mildt og lad dit ansigt lyse over os, du, som er, fra evighed til evighed.

Amen

Det er pinse, højtid, glædens dag, forsommerens dag. Grønt udenfor og det meste er i blomstring.Pinse er lys og sol, fuglesang og lyse nætter.

¤

Al denne mildhed og al dette lys knytter sig til pinse, og så er der så samtidig en alvor forbundet med denne dag og vores fejring af Helligånden. For Helligåndens komme handler om menneskers liv og fællesskab her i denne brogede og ulige verden, som er fuld af krig og vold, uretfærdighed og trængsler.

Helligånden taler ind lige her, er ikke en facitliste, men et Gudsnærvær, som handler om det, som vi lever af og som knytter os sammen. Helligånden fortæller os, hvem vi er, og peger på det, vi skal.

Evangeliet i dag:

Jesus er sammen med sine disciple. Han har vasket deres fødder, og det er tæt på afskedens stund. Han bliver snart taget til fange, henrettes og dør.

Disciplene har mange spørgsmål, og Jesus har meget, han gerne vil sige til dem. Johannesevangeliet rummer en lang afskedstale, hvoraf vi hører et lille stykke her i dag.

Jesus fortæller dem, at nu er tiden kommet, hvor han går bort, men der skal så komme en talsmand. Denne talsmand er Helligånden, hvis komme vi fejrer i dag.

Disciplen Judas, ikke Iskariot, som forrådte ham, men en anden af samme navn, stiller Jesus det skarpe spørgsmål, hvorfor han, Jesus, giver sig til kende for dem, disciplene, og ikke for verden. Er du, Jesus, kun til for en snæver og indviet kreds?

Jesus svarer kun indirekte, idet han siger: ”Den, der elsker mig, vil holde fast i mit ord”.  Og senere opfordrer han disciplene til ikke at være modløse, får nok går han bort, men han kommer samtidigt til dem igen. Disciplene bliver ikke ladt alene i en snæver kreds eller noget lukket rum  - de får ikke lov til at falde hen i en forestilling om, at de er de særligt indviede.

Det væsentlige er relationen mellem ham og dem, den gensidige udadvendte kærlighed. Teologen Mogens Lindhardt har en gang formuleret det sådan, at der ser ud som om Jesu ord: ”er rettet mere mod deres funktion i verden, end mod deres funktion i det lukkede rum! At elske ham(Gud) og holde fast i hans ord er således at tro, han er opstanden for dem og at stå op og gå til verden.”(170)

Pinseberetningen i Apostlenes Gerninger rummer den samme udadvendte bevægelse. Vinden blæser dørene ind hos apostlene, der sidder i deres skjul, og flammerne, som sætter sig på deres hoveder, giver dem netop mod til at rejse sig og gå ud for at prædike og døbe, ja for at skabe kirke på jorden.

¤

Talsmanden er Guds nærvær i menneskers tro, i vores bøn, i disciplenes og alle døbtes liv. Det er den, der hjælper os med at bære Jesu ord, hans nærvær og ord videre, så det bliver en bestemmende del af vores måde at være til på. Helligånden gør således også at vi ikke blot kan blive siddende i vores kirke, på vores kirkebænk. Anliggendet angår alt det, som finder sted udenfor i verden, ja vores liv med hinanden under Guds himmel.

Guds nåde og lykke til.

I Jesu navn Amen