Jesus Kristus
Du blev salvet som en konge
Men salvet til at dø.
Alligevel ønsker du
At vi skal huske kvinden
Som salvede dine fødder.
Du vil have
At vi skal lære af hende
Hvis navn vi ikke kender.
Du vil have at vi skal samle de stumper af godhed op
Som finder sted mellem os
Og gøre disse øjeblikke
Til en levende del af vores liv med hinanden.
Vi beder dig:
Væk det mod i os
Så vi også tør bruge selv det mest dyrebare vi ejer
Til at tjene dig og dit rige.
Du som er himmelkongen på jord
Du som er fra evighed til evighed
Amen
Vi går nu ind i påskeugen.
Jesus rider ind i Jerusalem palmesøndag, og han hyldes her som en konge.
Palmesøndag står på mange måde i kontrast til langfredag, hvor Jesus blev korsfæstet.
Jeg blev mindet om det om for en tre lørdage siden, da konfirmander i Ribe stift havde mulighed for at deltage i en stor Lego konkurrence i Billund. De byggede scener fra påskens begivenheder op i Lego – mange med stor detaljerigdom og fantasi.
Her iblandt også et par hold, der arbejdede Palmesøndags begivenhed, med Jesu indtog i Jerusalem.
Et af holdene havde her sat alle disciplene op i to rækker, som flankerede Jesus, nærmest som en hær på vej ind i byen.
De viste dermed, hvordan palmesøndag er en konges indtog i byen. Den røde løber var lagt ud og der blev viftet med grønne grene og de modtog Jesus som en konge.
Men Jesus er virkelig en konge men af en anden karakter end denne verdens ledere.
Jesu indtog i vi menneskers verden handler om mere og andet end verdslig magt. I Jesu indtog i Jerusalem skal vi nemlig se kærlighedens, barmhjertighedens og retfærdighedens indtog i verden. Jesus er håbets indtog i verden.
¤
Evangelielæsningen i dag er imidlertid en anden end indtogsberetningen. Vi er i anden tekstrække, og her er det beretningen om en kvinde, der salver Jesu hoved med en kostbar salve. Hun gør det i en gestus overfor Jesus. Hun salver ham forlods til hans begravelse. Hun forudskikker hans kommende henrettelse og død.
Det, som fylder i denne beretning er de andres forargelse over hendes handling. De andre disciple og Jesu følgere kan ikke se perspektivet i hendes handling. Hvorfor bruge dyrebar salve på Jesus og ikke bruge det på de fattige? Hvorfor og hvad skal hendes handling til for?
Jo, så får vi forklaret, at denne kvinde egentlig med sin handling forud griber Jesu død, men det væsentligste ved hendes handling er måske egentlig, at den viser os, hvordan påsken kan åbne for et mere generøst blik på verden og kalde på større generøsitet og imødekommende fra os hver især.
Hun repræsenterer frugten af påsken, de ord, som fylder Det ny Testamente, nemlig selve kernen i den kristne forkyndelse, at ligesom Gud har elsket jer, skal I elske hinanden, tjene hinanden.
Lad os gå ind i påsken, fejre den og fortsat øve os i, trods alle vores mangler, at være nærværende til stede livet og række ud efter andre.
Begyndelsen er i alt fald sket: Gud har i sin søn og med sin kærlighed rakt ud efter os.
Gud hjælpe os deri.
I Jesu navn. Amen