Med døden er der trukket en grænse og sat en streg i sand. Liv og død står i kontrast til hinanden. Når et menneske ikke længere trækker vejret og der ingen puls er, er mennesket dødt. 

Og det hårde skel bliver understreget af måden, hvorpå vi forvalter de jordiske rester af menneske på. Død, kremering og en urne, der sættes i jorden. Skellet er til at føle og mærke. De døde er væk og borte.

Sorgen og savnet lever imidlertid i os, men som levende siger vi til hinanden: se fremad. Her er nok at se til også uden de døde. Kom over det tabte og se fremad, glæd dig over livet, så længe du har det.

Savnet og sorgen bærer vi imidlertid. Og jeg taler ikke for at vi kun skal se tilbage og være på sporet af den tabte tid. Men vores erindringer og de, som ikke længere er i blandt os, har stadig betydning - vil jeg påstå - og de er med til fortsat at gøre os til dem, vi er. 

I det gamle testamente hører vi om Lots hustru, at hun bliver til en saltstøtte, da hun på flugt med sin mand lot vender sig om mod den brændende by, hun kan ikke slippe det, som var, og fortiden forstener.

Orfeus i den græske mytologi forstener ikke men han mister sin store kærlighed eurydike, idet han på sin vej op fra dødsriget vender sig om, da hun kalder på ham. Hvordan kunne han have gjort andet, tænker, når hans elskede kaldte på ham. Men konsekvensen var, at han mistede hende fir altid.

De to fortællinger er fortællinger om det fatale i at vende sig om. Og de fortæller samtidig noget centralt om det menneskelige vilkår. Vi er dødelige væsener, der ikke kan rive vores kære ud af dødsriget.  Skrøbelighed, sorg og savn hører vires liv til. Mennesket er imidlertid nødt til at se fremad, ikke kun fortabe sig i døden og sidde i asken. Vi skal søge at være tilstede her hvor spurvene sidder i hækken og lærken synger, her hvor solen hver dag står op.

Hvad har det så med de mytiske beretninger om Jesu nedstigen i dødsriget, så rigt og poetisk stærkt udfoldet i den kristne tradition, i mytiske fortællinger og salmer? Jo her er både trøst og håb at finde. 

Jesu nedstigning i dødsriget er endnu et understregning af Guds solidaritet. Gud går  også med der, hvor det kun asken er tilbage af et menneske. Gud lod sin søn føde på jord, dø på jord og og lod ham også fare helt ned i dødsriget for både at være os nær men for som det lyder i trosbekendelsen for så på tredje dagen at opstå fra de døde. 

Her er håb og opstandelseshåbet binder således ved jesu nedstigen i dødsriget alle tider sammen, det forgangne, det glemte og tabte sammen med livet lige nu og her. 

Det  er kærligheden, Guds kærligheden, at det sker. Hvilket håb.

Amen