Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

påskedag

Prædikener

Der er intet håb uden påskemorgen, siger Paulus i sit første brev til menigheden i Korinth. Og samme Paulus kunne så men godt have fortsat med følgende henvendelse til sine læsere:

”I, mine venner, kan være nok så optaget af at håndtere kriser, men håbet kræver andet og mere end det at lade sig lede af nødvendighedens politik. Håb er ligeledes andet og mere end den optimisme, I selv kan mobilisere ved at se i måne og stjerner.

Håb er noget, som kommer os. Håbet er dybest set samlet i påskens begivenheder i Guds forsonende kærlighed og i hans søn opstandelse påskemorgen.”

Det lyder måske mærkeligt – men det er godt at huske midt i en tid, som er udråbt som krisetid, og hvor det meste angår opgaven i at dæmme op for det uundgåelige faretruende, som ligger foran os.

I dag hører vi virkeligt noget andet, ja i dag mødes vi af det stik modsatte. Kristus er opstanden, livet sejrer over døden. Der, hvor vi troede, at kriserne, og truslerne ligger foran os og at døden uundgåeligt hersker, hører vi nu, at livet møder os.

¤

Maleren Carl Bloch har i disse år fået en renæssance. Det er som om, vi kan se hans billeder på ny.

Carl Bloch levede i det 19. århundrede. Han bliver betegnet som en dansk historiemaler og malede også mange religiøse bibelske billeder. I samtiden var han elsket, men siden blev han udskældt for at skabe glansbilleder og vel nærmest skrevet ud af kunsthistorien. Men, som sagt, i dag oplever hans værker en ny interesse.

Carl Bloch skildrede netop Kristi opstandelse påskemorgen. Lad mig forsøge at beskrive hans skildring heraf:

Den opstandne Kristus er trådt ud af graven, stenen er væltet fra. Han træder frem som en lysende skikkelse i hvide klæder. Han løfter sine hænder mod himlen i tak.

Bloch har malet hvide liljer vokse frem omkring Jesu fødder og ben. Det er udsprungne liljer, der giver associationer til Grundtvigs salme, hvor påskeliljer og Jesu opstandelse knyttes sammen.

De eneste øvrige personer på billedet er to unge engle i hvide klæder, som knæler på hver side af Jesus.

Uagtet hvor godt billedet er malet, så er det et glansbillede. Sådan har jeg altid tænkt, men man kan måske også sige, at den fremmedhed, den uforståelighed, opstandelsen er for os, ikke bliver mindre gennem denne fremstilling. Fremmedheden består og budskabet er jo soleklart. Jesus er trådt ud af dødens mørke og han har væltet gravens porte til side og bringer Guds lys frem i verden.

Opstandelsestroen bygger, ligesom det overhovedet at tro, på Gud og derpå på menneskets hengivelse til Gud.

Opstandelsestro er at slippe sig selv og at være åben overfor noget, som virkelig er større end en selv. Døden erfarer vi som et vilkår, savnet og sorgen møder vi på vores vej, men at kærligheden trods alt skulle være stærkere end døden, det har vi brug for at høre sagt til os igen og igen.

Og Carl Blochs billede i al dens fremmedhed møder os egentlig ganske klart med dette budskab: at Kristus er opstanden.

Og idet Blochs fremstilling er så tidspræget understreges det samtidig, hvordan der med Jesu opstandelse netop er rum til fortolkning. Tro er ikke målbar og det er opstandelsestro ej heller.  Det er egentlig så enkel: Kristus er opstanden, og det – hvor underfuldt det end kan synes os – er sket for at give os mod på livet og håb for fremtiden.

Kristus er opstanden, han er sandelig opstanden. Amen