Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

Mariæ bebudelsesdag

Prædikener

Jeg besøgte for nylig Hagia Sofia i Istanbul, eller som den hedder nu AyaSofya Camii. Den gamle bygning, som oprindeligt var bygget som kirke, blev siden moske og i næsten hundrede år var museum, er nu igen blevet moske.

Det var meget mærkeligt igen at være i rummet, som jeg har besøgt mange gange. Men nu for første gang igen som moske.

Hagia Sofia: Den store, store kuppel med det smukke lysindfald, marmoret på væggene og det i det hele taget vidunderlige rum blev opført i det 6. århundrede e.kr. under kejser Justinian. Kuplen nærmest svæver, og at stå der under kuplen i det store rum giver én en så stærk følelse af livets under og af hvor lille et menneske er. Mysteriet, underet og nåden melder sig så visuelt stærkt i dette rum.

På den ene side er forandringen af bygningen fra museum til moske gjort nænsomt. På den anden side er der tale om en unødvendig magtbrynde fra den tyrkiske stats side. Et tegn på den entydiggørelse af verden, som i disse år så mange steder finder sted.

Jeg savnede så også at kunne se figuren, mosaikken af Maria med barnet i rummets apsis. Maria siddende med barnet på skødet. Det er en mosaik, som vidner om kristentroens kerne: At Gud er blevet menneske. Ordet er blevet kød. Denne mosaik er nu blevet tildækket med hvide lagener.

Denne tildækning skal dog ikke få os til at glemme Maria med barnet. Og netop i dag Maria bebudelsesdag er der al grund til også at fejre hende.

Med reformationen blev det understreget, at vores tro er en gudstro og ikke en dyrkelse af Maria. Men når det er sagt og betonet, hvor er det så samtidigt vigtig i hende at se enhver mor og far, ethvert menneske, og dermed i hende se den kærlighed og nåde, som Gud møder os med.

Maria kan bruges, viser Gud. Hun er et menneske, som Gud bruger til at inkarnere sit ord i.  Forbindelsen mellem himmel og jord sker i hende, sker på jord.

Fortællingen om englen Gabriel, der kommer til Maria og siger til hende, at hun skal føde Guds søn, er således en fortælling om det store mysterium, det vældige under og det stærke håb, om Guds kærlighed og nåde, som virkelighed hos os.

Det sker!

Lad os bede

Gud, himmelske far,

Din engel kommer som en fremmed,

Uventet og brat.

Han besøger Maria,

Og han sår med dine ord

En forventning i hende og i os

Til det nye liv, hun skal føde:

Din egen søn, Jesus Kristus.

Du skal nu blive menneske som os

Og din himmel begynder i Marias hus.

Vi beder dig:

Lad det glædelige budskab slå rod i os

Så det nye liv spirer og gror.

Lad det blive hørt og set

Som lærkens sang og havens gule liljer.

Lad det ske, som du har sagt,

Du som er fra evighed og til evighed.

Amen