Kaj Munk er svær at placere i det kirkelige landskab. Han havde ligheder med mange forskellige kirkelige retninger: Han kom ud af en vækkelseskristendom med strenge moralske idealer og en klar handlingsorienteret teologi. Han var stor beundrer af Grundtvig, fortaler for kvindelige præster og kritisk over for statskirken. Han var polemisk anlagt, kritiserede fromme omvendelsesberetninger og brugte kirken i modstandskampen. Kaj Munks forhold til de kirkelige retninger var i det hele taget tvetydigt. Så meget desto mere er han interessant at bringe ind som samtalepartner i nutidens debat. For eksisterer de kirkelige retninger overhovedet i dag, og i så fald, hvor går skellene? Måske var Kaj Munk forud for sin tid, idet han forenede mange forskellige kirkelige retninger i sit virke. Måske kan Kaj Munk endda bruges som et forbillede i nutidens kirkelige landskab, som synes at have nærmet sig Kaj Munks enhedsideal.
Praktisk info
Dato: 10. marts 2025 kl. 09:00 - kl. 16:00
Sted: Kaj Munks Præstegård, Vesterhavsvej 7, 6990 Ulfborg
Pris: 200 kr. (inkl. forplejning)
Betaling: MobilePay på dagen
Tilmelding: til Morten Thaysen, mth@km.dk (senest onsdag den 26. februar)
Arrangør: Ribe Stift i samarbejde med Den selvejende institution Kaj Munks Præstegård i Vedersø samt Ringkøbing Fjord Museer.
Program
9:00: Kaffe og mulighed for betaling
9:30: Velkomstoplæg v. Morten Thaysen, domprovst i Ribe
10:00-11:00: Kaj Munk og de kirkelige retninger
Foredrag v. Ida Gammelmark, cand. theol og tilknyttet Kaj Munk Forskningscentret, AAU.
11:00-11:15: Pause
11:15-12:00: Fælles drøftelse
12:00-13:00: Frokost (med mulighed for at se Kaj Munks præstegård)
13:00-14:00: Findes de kirkelige retninger stadig?
Paneldebat v. Kirsten M. Andersen, formand for Grundtvigsk forum og Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission. Moderator: Niels Hvelplund, sognepræst.
14:00-14:15: Pause
14:15-15:00: Fælles drøftelse
15:15: Fortælling og andagt i Verdersø Kirke v. Elise Balslev, sognepræst.
16:00: Tak for i dag!
Præsentation af foredrag:
Kaj Munk og de kirkelige retninger
v. Ida Gammelmark, cand. theol.
“Men dengang Vorherre lavede Grundtvig, da stod den Slemme og saa paa og bad om Lov til at hjælpe til. Nej, sagde Vorherre, ham vil jeg selv lave; men du kan jo prøve, om du kan lave En Magen til. Det prøvede saa Fanden; men han kunde ikke faa dem til at ligne; og jo længere han blev ved, des ringere lignede de; det er alle Grundtvigianerne”. Sådan lader Kaj Munk en kogekone sige i hans mest berømte skuespil Ordet fra 1925 (uropført 1932), som en hudfletning af det selvhøjtidelige, kirkelige partigængeri. Grundtvigianerne er ikke de eneste. Samtlige kirkelige retninger får i Munks skuespil på hattepulden. For Munk var det direkte livsfjendsk at forstå kristendommen alene ud fra en særlig kirkelig retning. Måske stammede den opfattelse fra hans opvæksts møde med samtlige kirkelige retninger, måske var det hans utilregnelighed, der gjorde, at han ikke ville knytte an til én teologisk retning. Tidehvervspræsten Tage Schack skrev om Munk i 1940, at han åndeligt set var i puberteten og uegnet som åndelig leder af selv samme grund. Måske havde han ret, men spørgsmålet er, om vi i dag kan lære noget af Munks forfløjne natur og hans ironisering over den forblændelse, som nidkært grænsevogteri kan medføre.
Paneldebat: Findes de kirkelige retninger stadig?
v. Kirsten M. Andersen, formand for Grundtvigsk forum og Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission. Moderator: Niels Hvelplund, sognepræst.
Findes de kirkelige retninger stadig i dag? De kirkelige retninger har ændret sig siden Kaj Munks tid: Kan det grundtvigske stadig siges at være kritisk over for statskirken, er det stadig en vækkelsesbevægelse, eller er det i højere grad at betragte som det teologisk korrekte standpunkt? Er det missionske stadig kritisk overfor moralsk fordærvelige handlinger, tro mod bibelens ufejlbarlige ord, og har man et bestemt socialt ansvar som kristen? Yder tidehverv stadig samme polemiske kritik over for 'Kaj Munksk' moralisme og kulturrelativisme, eller er tidehverv ligefrem blevet mere ‘Kaj Munksk’ med tiden? Der er stadig brydninger i den danske folkekirke, men hvor går skellene i dag? Går skellet ved synet på sakramenterne dåb og nadver, ved synet på kvindelige præster og vielse af homoseksuelle, synet på bibelteksten, aktivisme overfor traditionalisme, social udadvendthed overfor spirituel indadvendthed, eller noget helt sjette?
Paneldebatten vil tage afsæt i sådanne spørgsmål og forsøge at indkredse, om kirkelige retninger overhovedet har en relevans i dag.