Hvorfor vælger man dåben i dag?
For nogle er det en tradition. For andre et bevidst valg.
Nye tal fra kirkestatistikken peger på en interessant udvikling i Ribe Stift: Det samlede antal dåb er stigende. I 2025 blev der registreret 2.516 dåb – 93 flere end året før. Det samlede tal dækker både barnedåb, konfirmanddåb og voksendåb.
I serien “Valgt til: Dåb” fortæller vi historierne bag tallene – om mennesker, der aktivt har valgt dåben til, og hvad det betyder for dem.
Et liv i opbrud
Aleksandra – blandt venner og familie kaldet Sasha – er 21 år og studerer økonomi på Syddansk Universitet i Esbjerg.
Hun er født og opvokset i Rusland, men flyttede i 2022 til Danmark sammen med sin familie, da krigen i Ukraine ændrede deres liv. Før de kom til Danmark, opholdt familien sig i en periode i Indonesien, hvor usikkerheden om fremtiden fyldte meget.
“Jeg begyndte at fornemme, at jeg havde mistet ret meget. Der var et tomrum inde i mig, som jeg gerne ville fylde med et eller andet,” fortæller hun.
I den periode begyndte hun for første gang at interessere sig for tro.
“Jeg havde ikke rigtig nogen forståelse af min fremtid. Men så oplevede jeg en form for tro og håb – og jeg vidste, at Gud nok skulle tage sig af det.”
Det første skridt ind i fællesskabet
Da familien kort tid efter fik mulighed for at flytte til Danmark, begyndte Aleksandra aktivt at opsøge fællesskaber.
Hun fandt en sprogcafé i Kvaglund Kirke i Esbjerg – og det blev hendes første møde med folkekirken.
“Det første, jeg lagde mærke til, var venligheden. At der var nogen, der ville tale med mig og invitere mig med,” fortæller hun.
Hun begyndte at komme i kirken hver søndag og deltog i både sprogcafé og aktiviteter.
“Det gav mig så meget glæde. Det fællesskab og det at være samlet i troen – det fyldte det tomrum, jeg havde haft.”
Tanken om dåb tog form
Beslutningen om dåb kom ikke pludseligt – men voksede frem over tid.
En dag oplevede hun en barnedåb i kirken, som gjorde indtryk.
“Det var virkelig smukt. Det var første gang, jeg så en dåb, og jeg begyndte at tænke: kan man egentlig blive døbt som voksen?”
Det kunne man – og Aleksandra begyndte et forløb med præsten, hvor hun lærte om troen og evangeliet.
Kort tid efter var hun klar.
“Dåben var en erklæring for mig. At jeg ville følge Jesus, og at jeg var sikker på min tro.”
Aleksandra blev døbt som 18-årig i januar 2023.
Selve dagen husker hun ikke for detaljerne, men for følelsen.
“Jeg følte, det var så stort. Både personligt, men også i fællesskabet. Jeg mærkede virkelig opbakning – både fra min familie og fra kirken.”
Efter dåben blev det fejret sammen med menigheden.
“De havde lavet noget for os i kirken, og det var virkelig hyggeligt. Det føltes som en stor dag.”
Dåben blev samtidig en måde at høre til på – ikke kun i troen, men også i et nyt land.
Jeg har fundet en kirkefamilie
I dag er kirken stadig en vigtig del af Aleksandras liv.
“Det er vigtigt for mig at have et sted, hvor jeg kan møde Gud – men også mennesker. Jeg har fundet en kirkefamilie.”
Det, der begyndte som en søgen efter noget at fylde tomrummet med, er blevet til en oplevelse af at høre til – både i troen og i et fællesskab.
For præst Peter Sode fra Kvaglund Kirke begyndte mødet med Aleksandra i en tid præget af uro og usikkerhed i Europa.
“Der var mange sorte skyer, der bredte sig over Europa, da Rusland med Putin i spidsen valgte at gå i fuldskala-krig mod Ukraine. Mange lokale ildsjæle i Danmark tog imod ukrainske flygtninge efterfølgende. Midt i dette mødte vi også Sasha i sprogcaféen – ironisk nok flygtet fra Rusland sammen med sin familie,” fortæller han.
I kirken fandt Aleksandra både et fællesskab og et sted, hvor troen kunne vokse.
“Hun søgte fællesskab og fandt det i kirken. Relationen voksede, og det udviklede sig også til at finde fællesskab i troen.”
Over tid begyndte Aleksandra at tale mere åbent om dåben og ønsket om at blive døbt.
“Hun kom en dag og gav udtryk for, at hun gerne ville døbes. Fantastisk. Så fulgte et forløb med undervisning og samtaler, så hun også vidste, hvad dåben indeholdt og betød, inden vi kunne fejre dåben sammen med menigheden i Kvaglund.”
For Peter Sode står dåben som et stærkt lys i en tid, der ellers var præget af krig og bekymring.
“Det blev en solstråle midt i Ukrainekrigens mørke skyer. Og at se og følge Sasha her nogle år efter dåben er en solstråle i sig selv.”
For Aleksandra er det netop det, dåben er blevet: et sted at høre til.
