Lad os bede

Herre, Gud Fader i himlen,
dit ord er som sne og regn, der væder jorden og får de afgrøder til at spire frem som siden kan mætte den sultne.
Vi beder dig: Lad dit ord trænge gennem den hårde jord så vores frosne indre smelter.
Optø vores hjerter så vi tør stole på andet end os selv og vores egen visdom og forstand.
Gød os med din barmhjertighed
du som er fra evighed til evighed. Amen

Jesus fortæller en lignelse om en sædemand, som går ud og sår. Sæden, han sår, falder i forskellig jord. Vækstbetingelserne er uens, og grokraften og udbyttet er forskelligt. Det er lignelsen i al sin enkelthed.

Da Jesu disciple har svært ved at fange pointen i denne lignelse, udlægger han den efterfølgende for dem. Jesus oversætter og fortæller, hvordan sæden skal forstås som Guds ord og at jorden, den falder i, er os mennesker i verden. Lignelsen handler altså om modtagelsen af Guds ord i verden.

¤

Når jeg hører Jesu sådan meget håndfaste udlægning af lignelsen, i den sidste del af evangeliets beretning i dag, så spørger jeg mig selv:

Hvorfor taler Jesus egentlig om sædekorn og om hvor det falder? Behøver han at tale i lignelser?

Kunne Jesus ikke bare sige det ligeud, at det betyder noget, ja det er vigtigt, hvordan vi modtager Guds ord. Vi skal lade dem slå rod i os, tager dem til os og handle på dem? Vi skal lade os berøre af andet og mere end af vores eget og egne interesser. Vi skal slå ørerne ud mod Guds himmel, og vi skal række hånden ud imod hinanden.

Sagt ligeud: Er lignelsen dybest set ikke unødvendig?

Jo, det er den, hvis vi lægger mere vægt på Jesu udlægning end på lignelsen selv.

Men det skal vi netop ikke. Jesus siger det egentlig i beretningen i dag. Han kommer her kun med fortolkningen af lignelsen, med sin udlægning af den, fordi disciplene tydeligvis ikke kan fatte hans billedtale. 

”Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser?” spørger Jesus og så er det, han giver dem udlægningen af lignelsen: forklarer dem, at sæden skal forstås som ordet og jordbunden forstås som den måde, hvorpå vi mennesker modtager Guds ord.  

¤

Jesus udlægger altså kun af nød sin egen lignelse. Hovedbudskabet ligger for Jesus ikke i udlægningen, men i lignelsen selv. Lignelsen rummer mere end det, han får sagt i sin udlægning.

Således kan vi, hvis vi kun lytter til Jesu udlægning i dag f.eks. let glemme sædemanden.

Sædemanden går jo der og strør sine sædekorn ud overalt, på klippegrund, mellem tidslerne, i mager og god jord.

Der er en generøsitet ved sædemanden, som vi skal tage med os og som først og sidst bør have vores opmærksomhed.

Lignelsen bør derfor også mindre anspore dig til at tænke over, hvad slags jord, du synes, du selv ligner mest; om du er et ødeland eller er at ligne med den fede og gode jord. Og i stedet mere rette dit blik på den gode Gud, hans kærlighed og nåde som er at ligne med sædemandens ødsle spreden.

Så gå tilbage til lignelsen, læs den igen. Jesus siger: ”Hør her! En sædemand gik ud for at så”. Der ligger håbet for hver og en af os. Det gør sædemanden stadigvæk.

Det sker i Jesu navn

Amen