Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

Biskoppen prædiker 3. søndag i fasten

Prædikener

Billede af påskelilje i det fri

Lad os alle bede

Herre, Gud Fader i himlen,
dine ord skaber de ting du nævner.
De former vores liv,
skubber mørket til side
og jager dæmonerne bort.
Vores munde buldrer frem med løs snak, som afslører os som nævenyttige, fordomsfulde og små.
Vi beder dig:
Forbarm dig over os
og jag alle vores tomme ord væk.
Hjælp os i stedet med at lytte til dig
så vi tager dine ord til os
og gør verden til det mødested
hvor vi først og sidst
taler med hinanden som dine elskede børn,
du som er fra evighed til evighed. Amen

Der er noget fremmed over evangeliet i dag. En fremmedhed, som måske ligefrem kan få en til at tænke, om der overhovedet er noget i denne fortælling for mig.

Al den snak om dæmoner og uddrivelse af disse væsener, er det ikke noget, som hører til i en fantasiverden, i horrorfilm eller som man kun kan møde hos mennesker i meget lidt oplyste samfund?

Jeg vil hverken fornægte, at beretningen om Jesus, der uddriver en dæmon af en stum mand, er mærkelig eller at den efterfølgende dialog mellem Jesu kritikere og Jesus selv kan forekomme vanskelig og svær at forstå. Fremmedheden er der ingen grund til at fornægte, men der er dog samtidig grund til at fremhæve to forhold ved denne beretning, som det forekommer mig væsentligt, at vi tager os med os her i fastetiden og med i vores refleksioner frem til påsken.

¤

For det første en mand, som er stum, kommer ved Jesu hjælp til at tale.Det er dybest set det, evangeliet gør ved os, bevæger os fra tavshed til tale. Uanset om du ofte kan føle, du mangler ord, eller du så let får tungen på gled, så er evangeliet et glædeligt budskab, som rykker os ud af stumhedens sfære.

Jesu fortsætter, kan man sige, Guds gerning fra skabelsens morgen. Gud kaldte der (ifølge den første af de to skabelsesmyter, som indleder Bibelen) med sit ord lyset og alt levende frem på jord. Som Gud dengang kaldte alt frem af det tomme og øde, sådan tager Jesus nu i beretningen i dag fat i den stumme og giver ham talens brug, giver ham nye muligheder og et nyt liv.

Denne bevægelse fra stumhed til tale forudgriber egentlig også det, som finder sted med så eksplosiv en kraft i påsken.

Jesu død på korset og hans opstandelse er jo netop det glædelige budskab om, at døden ikke længere får det sidste ord.

Den tavshed, den stumhed, den afstand, som døden sætter mellem os, bliver nu brudt af Guds nærvær, hans lys, kraft og opstandelse

¤

For det andet får Jesus i dialogen med sine kritikere mulighed for at pege på, at der er forskel på ondt og godt. Vi skal hverken relativere det onde eller nedgøre det gode.

Jesu kritikere betvivler i dagens tekst Jesu helbredelse af den stumme mand, og de hvisker til hinanden, at det nok er sket ved et djævelsk hokuspokus. Ergo Jesus selv skulle være i ledtog med den onde.

Jesus spidder skarpt logikken bag en sådan tankegang. Det giver simpelthen ikke mening, at der bag en god gerning skulle stå en djævel. En djævel gør jo ikke godt.

Der kan altid sås tvivl om vi menneskers handlinger og om motiverne bag det, vi gør. Vi mennesker er tvetydige størrelser, men det fjerner ikke det grundlæggende skel mellem godt og ondt.

Vold, had og ødelæggelse er af det onde. Og gudskelov og tak, lader den gode Gud os ikke alene i verden. Ligesom han helbredte den stumme, sådan træder han fortsat frem med sit ord og med sin ånd og kalder os frem til et nyt liv.

Det onde og det gode sker. Dog Guds godhed og nåde forbliver. Hans kærlighed er stærkere end den stumme død.

I Jesu navn. Amen.