Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

Alle Helgensdag

Prædikener

Han gik på sine gamle dage i en sort uld frakke og med en stok i hånden. Jeg har en klar erindring om, hvordan han brugte stokken, rakte ud med den, pegede på en af sine skulpturer i haven, lagde stokken på en figur i granitten, som for at illustrere og tydeliggøre sit anliggende.

Det er 35 år siden, at han døde, og da hans kone nogle år senere også døde, lå hans stok stadigvæk i huset nede i værkstedet.

Jeg gik da sammen med min far, boet var gjort op og huset skulle nu sælges, og min far spurgte mig om, jeg ikke ville have stokken. Jeg var kun 20 år gammel, men husker, hvordan det blev mig klart, at en dag vil jeg nok også få brug for den stok.

¤

All helgen er en mindedag for de døde. En dag, hvor fokus gennem tiden har ændret sig, hvad vel også ligger i navnet Alle helgen.

Det vil jeg ikke her opholde mig ved, blot konstatere og glæde mig over, at dagen i dag har vundet betydning som en erindring og mindedag. For vores dage bliver til ved dem, vi dele dem med.

Så brug dagen i dag, Alle helgensdag, til at mindes dem, der har haft betydning for dig i dit liv, dem, du savner og mindes.

I dag bliver navnene på de, der er døde det sidste år, så også læst op i de fleste lokale kirker. Det er en god skik. 

Vi tager måske også på kirkegårdsbesøg, lægger en krans, sætter en blomst på vores kæres gravsteder eller på anden måde går på kirkegården og hilser på.

¤

Confessio Augustana, den Augsburgske Bekendelse, som hører til blandt vores folkekirkes bekendelsesskrifter, og er et historisk skrift knyttet til reformationen, har netop noget at sige om det vigtige i at se til hinanden og om erindringens betydning.

I Confessio Augustana finder vi således et kapitel, som forholder sig kritisk til helgendyrkelse men positivt formulerer betydningen af, at der sker ”en offentlig ihukommelse”. Vi kan, som det hedder,  lære af hinanden, ved eksemplets magt.   

¤

Det realistiske menneskesyn, som udspringer af evangeliet, at mennesket både er en tvetydig, skrøbelig skabning og samtidig kan leve med håb og glæde i kraft af den gode Gud, giver god plads til også de menneskelige erindringer.

Alle vi menneskers mangler og al vores ondskab til trods, så er der en betydning og værdi gemt i det menneskelige fællesskab og i vores liv med hinanden. Det enkelte menneske er i Guds optik et Guds elsket væsen, og som sådan er menneskets liv også værd at huske og se til.

¤

Mennesket ligner nok bladene, der i denne tidfalder af træerne og lægger sig på jorden. De, ligesom stokken i værkstedet, lærer os, at alting har sin tid, og at der er en tid for os alle, hvor vi får brug for hjælp og støtte. Det er det menneskelige vilkår.

Afsked, sorg og savn slipper vi heller ikke for.

Men samtidigt skal vi tage Jesu ord i evangeliet i dag til os. Han opfodrer os til ikke at sætte vores lys under en skæppe, og vi skal være verdens lys. Dvs. vi skal leve i og ud af det håb, vi er givet af Gud, som er vores lys.  Vi skal lyse og leve i tillid til, at Gud ”vogter og værner os, så vi kan sove i tryghed og ro”, som det lyder i en moderne elsket salme ofte brugt til begravelse.

Almægtige Gud

Uden dig forsvinder alt i mørket

Og mister sin kraft.

Vi beder dig

Tal til os, så vi finder trøst i dit ord,

Og lad din hånd gribe fat i os

Når dødens skygger breder sig

Og spreder sorg og savn.

Skærm os små lys.

Amen