Den gammel testamentlige læsning til 5. søndag efter påske (I) rummer den narrativt stærke fortælling om Jakobs kamp ved Jabboks vadested( 1 Mos 32,23-32):
Jakob er på vej tilbage til sit hjemland efter mange år i eksil. Han havde snydt sin bror, tilranet sig førstefødselsretten ved bedrag og havde derfor måtte flygte over hals og hoved. Jakob var dengang draget alene afsted på flugt, og nu mange år efter vender han hjem med to koner, børn og mange dyr. Han står så der ved vadestedet, mellem ude og hjemme, og ved, at hans bror er på vej imod ham. Hvordan vil broren reagere på det gamle bedrag? Har tiden læget alle sår eller er det hævntørsten, der hersker? Og hvad med Gud? Hvordan ser han på Jakob og hans familie? Spørgsmålene er mange og usikkerheden stor.
Den gammeltestamentlige fortælling er kort og knap, men det giver egentlig kun endnu større plads til fantasien og de mange spørgsmål, vi kan forestille os i Jakobs sind og tanker.
Om natten står Jakob så der i vadestedet, og en mand træder op ham, og de kæmper, og de kæmper den hele nat. Ingen giver sig. Jakob får et slag på hofteskålen, som gør at han resten af sine dage må halte, men han går samtidig derfra velsignet af den anden. Han kan fortsætte sin vej i livet sammen med sin familie.
Er det Gud, sig selv eller broren, han kæmper imod? Tolkningerne er mange, traditionelt i ikonografien er det dog skildret som en engel, han kæmper med.
Jeg har altid fundet, at denne beretning er helt eksistentiel, og ikke mindst i forhold til det moderne liv og de kampe, vi kæmper med os selv og med vores omverden, med Gud og hinanden. Den gammel testamentlige fortælling virker således både nutidig og vedkommende.
¤
Journalisten Kristian Bennikke har fornyligt udgivet bogen Engang troede vi på fremtiden. Han skildrer heri, hvordan tidsånden har ændret sig fra 1990érne og frem til i dag. Fra optimisme til nu pessimisme. Et sortsyn, han dog ikke kun begræder, fordi som han et sted skriver: ”I optimismens tid blev vi paradoksalt nok mere optaget af os selv end af omverdenen”. Nu ved vi, at der grænser for selvudfoldelse, og at livet handler om andet og mere end mig selv. Vi er afhængige af den, jord, vi lever på og er del af. Vi kan ikke bare bruge uhæmmet løs af jordens ressourcer. Relationerne er vigtige og dermed også de fælles værdier og det fælles ansvar for det liv, vi er en del af. Der er behov for både menneskets stadige refleksion, stillingtagen og handlinger, men netop ud fra den grundforudsætning, at mennesket ikke centrum.
Bennikes betragtninger over samtiden og tidsånden fik mig til at tænke på Jakobs kamp.
Læst i optimismens tidsalder vil fokus ligge på Jakob og hans evne til at kæmpe med hvem som helst. ”Du kan, hvad du vil”. Ja, kampen bliver da en del af Jakobs kamp for at blive den, han er.
Men læst i en mere urolig og vaklende tid og dermed, vil jeg mene, læst med større realisme, så handler beretningen om Jakobs kamp om andet og meget mere end om menneskets kamp med sig selv.
Det som sker i denne nats kamp er, at Jakob ved dette vadested får at mærke, at han indgår i mange relationer: ja, han kæmper også med sig selv. Men han kæmper og bakser også med sin bror og med en engel og med Gud.
Jakob er et menneske, som står i et vadested, som opdager, at der er andet og mere end ham selv. Han lever af relationerne med andre, og det er gennem de andre og i Gud og den velsigner, han modtager, at han finder vej hjem.
Amen.
