”Alt mit er dit, og dit er mit”, siger Jesus vendt mod sin far i himlen. Og for os, som lever i denne verden, beder Jesus i det lille tekststykke, vi hører fra Johannesevangeliet: ”Hellige Fader, hold dem fast ved dit navn, det, du har givet mig, for at de kan være ét lige som vi”.
Mellem Jesus, Guds søn, og Gud Faderen i himlen er der et stærkt fællesskab, og i Jesu bøn ligger der en bøn om, at der også må være en sådan enhed, et sådant fællesskab mellem os mennesker.
¤
Hvad skaber egentlig fællesskab?
I Jesu bøn er fællesskabet et fællesskab i Gud, eller som Jesus formulerer det i sin forbøn: ”Hellige Fader, hold dem fast ved dit navn”. Fællesskabet er altså forbundet med det fællesskab, der udspringer af, at vi har den samme Gud og Herre.
¤
Forleden læste jeg nogle prosatekster af den nu afdøde græske digter Odysseus Elytis. Han skriver om hvilken glæde det er som græker at skrive på det samme sprog som de første lyriske digtere Sapho og Archilocus. Udover den udfordring, der kan ligge i at skrive ind i og ovenpå så stærk en tradition, ja af mange generationers ord om kærlighed og landskab, menneskeliv og natur, så er der også et fællesskab givet af skrive ind i en tradition. Historie og tradition giver virkelig fællesskab.
Det samme kan opleves ved dåb i en gammel romansk kirke, hvor døbefonten har været i brug igennem de sidste 800 år. Så står man der med sit lille barn, får det døbt med vand fra den gamle font, hvor så mange generationer tidligere har stået med deres barn.
Eller når man i familien har en dåbskjole, hvor alle medlemmer af familien er blevet døbt gennem generationer.
En samhørighed, et fællesskab gennem tid i tiden kan da opstå, slå ned i en, og på en gang gøre, at man føler sig lille, man samtidigt også stærkt forbundet med den verden, den slægt og det sted, man lever og bor.
Der er fællesskab, som formes og skabes af historie og tradition, ritualer og liv sammen lokalt hjemme i kvarteret og på arbejdspladsen, men Jesus lægger så det til i sin forbøn, at han ønsker for os, ja beder til, at der må være et fællesskab, en enhed mellem os i Guds navn.
Det er der forsoning i og håb ved, for så vidt, det er et fællesskab, som bygger på Guds kærlighed og nåde. Dvs. fællesskab også når vi ikke kan se os i historiens kæde og ikke føle os hjemme i os selv, i vores kvarter og på arbejdet. Ja, dvs. et fællesskab, som holder også, når vi må sige farvel og tage afsked med dem, vi holder af. Et fællesskab i Guds navn er nemlig et fællesskab, der rækker ud over alle grænser og alle tider, og som minder os om, at der er noget, vi er givet, og at der stadigvæk er nye veje at finde, en fremtid for hver og en af os.
Tak Gud, for dine ord. De knytter os sammen, forener himmel og jord, fremmed og ven.
Amen