Direkte til indholdet Link til Min Digitale Arbejdsplads Login DAP

4. søndag efter helligtrekonger

Prædikener

Jesus Kristus,
Solenes sol,
Født i Betlehem
Dine veje er uransagelige.
Du går på havet, der ellers sletter alle spor.
Vi beder dig:
Frels og styrk os i troen på dig.
Ræk os din hånd når vi er ved at synke.
Grib fat i os
Og før os op fra afgrunden
Ind i din favn og dit rige,
Du som selv er Gud
Bærer af hans forvandlende kraft
Til alle tider og til alle folk
Amen.

Der er noget særligt ved disciplen Peter, som er svært ikke at holde af. En ligefremhed og en lidenskab. En given sig hen i situationen. Om end Peter så også er den, der falder igennem igen og igen.

I dag konkret ved at Peter går ud af båden ud på søen, ud på vandet, hvor Jesus går, men hvor Peter så selvfølgelig straks falder igennem og må række sin hånd ud efter hjælp.

Siden i forbindelse med Jesu tilfangetagelse og død mærkes Peters lidenskab på godt og ondt også.

På den ene side er Peter den eneste af disciplene, som vil yde modstand mod dem, der tager Jesus til fange. Han kan ikke lade være, hæver kniven, vil ikke tillade at Jesus bliver taget til fange, men på den anden side, snart efter er selv samme Peter den, der svigter sin ven ved at hytte sit eget skind og ikke vil kendes ved Jesus. ”Ham kender jeg ikke”, siger Peter gentagne gange, da han bliver konfronteret med om ikke han er en discipel af Jesus. Det tør han ikke vedgå. Han hytter sit eget skind

Peter er så såre menneskelig, og det er måske også derfor han er så let både at identificere sig med og så let at holde af, trods alt!

¤

I fjorten år var jeg præst i Thorsminde kirke, og alterbilledet der viser netop denne scene fra Jesu liv. Jesus, der går på vandet, og Peter, der er ved at falde igennem.

Peter i fremstillet forgrunden, og han er ved at synke i det store hav. Bølgerne er store og farverne er blå og mørke. Peter er som vi tydeligvis et menneske i en verden fuld af bølger og farer. Han signalerer virkelig, sådan som han er ved at synke i og drukne, at han er skrøbelig, sårbar og dødelig. Peter har så tydeligt brug for hjælp.

¤

Hvad billedet så også møder os med er, at Kristus kommer os i møde. Han går der så let hen over vandet, gør vandet smult og rækker sin hånd ud imod Peter og videre ud til menigheden i kirken. Han er som Thorvaldsens Kristus, byder hvert et menneske ud og ind til sig.   

Der er så meget håb i det alterbillede i Thorsminde, ja der er så meget håb i denne beretning om Peter og Jesus på søen: Vi lever i verden, synker i og falder i, lever under tidens dom og midt i en truende verden, men det er samtidig netop her Gud kommer os i møde i sin søn. Guds rige er således også virkelig midt i blandt os.

Så tænk ikke på, hvordan det kan lade sig gøre det med at gå på vandet. Spild ikke tiden med det. Fortællingen om Jesus, der går på vandet, og Peter, som falder igennem, handler om det, at Gud, Guds egen søn, rækker sin hånd ud til Peter og til hver af os. Han møder Peters bøn: ”Herre, frels mig!” med en udstrakt hånd.

Og samme Jesus kalder os samtidig til at komme ud til sig – lige her i denne verden –  vil kalde både modet og håbet frem i os.

Så vær ikke bange for at træde ud på det dybe vand. Vær ikke bange for at falde igennem. Opgaven er klar: Elsk Gud og elsk din næste!

Gud, hjælpe os deri

Amen