Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

3. søndag efter trinitatis

Prædikener

Jesu lignelse om de to sønner og deres far udstiller nogle helt grundlæggende relationer og forhold mellem os mennesker.

Alt efter, hvilket perspektiv, man lægger på fortællingen, kan den kaldes for lignelsen om den fortabte søn, lignelsen om den genkomne søn, sønnen, der kom hjem igen, eller lignelsen om en fars kærlighed.

Lignelsen kan endvidere høres som en fortælling om, hvor svært det er at glæde sig over andre, eller som en fortælling om kærligheden, forældres kærlighed til deres børn.

Perspektiverne, vi kan lægge ned over denne fortælling, er flere og fortolkningsmulighederne er fremdeles mange, men et fælles træk ved disse udlægninger er ord som ”glæde”, ”nåde” og ”kærlighed”. Det er opfordringen til os om at komme ind i festen og at glæde os.

¤

Lignelsen er kort fortalt den, at en ung mand beder sin far om at få udbetalt sin arv. Faderen imødekommer hans ønske og sønnen rejser ud i verden, solder det hele op, og hutler sig en tid igennem i udlændighed, inden han vælger at vende tilbage til sit hjem. Sønnen er klar over, at han nu ikke kan forvente sig noget som helst. Han har sådan set intet til gode. Arven har han allerede fået, men han håber på blot at kunne blive daglejer hos sin far. Sønnen drager da hjemad igen. Da den gamle far ser sønnen, som han ikke har hørt fra i mange år, bliver han uendelig glad. Faren får sønnen i nye klæder og fejrer straks ved at slagte fedekalven og holder en fest for den hjemkomne. Ude fra marken hører den ældre søn nyheden. Han har imidlertid svært ved at fejre sin brors hjemkomst. Lignelsen slutter da af med farens opfordring til den ældre bror om at tage del i festen og glæde sig over den hjemkomne bror.

¤

De stærke og enkle billeder i denne lignelse er mange:

Den yngste søns længsel efter at være sig selv og rejse ud i verden med sin arv og senere som falleret den overvindelse, der skal til, kampen i ham selv, for at vende tilbage.

Og tag nu også farens glæde. Denne far kan ikke forholde sig til, at sønnen allerede har fået sin arv udbetalt. Han er bare så udelt glad for at se ham igen, og han udtrykker dermed den kærlighed og glæde, som kan bo i et menneske. Vi er jo ikke sådan indrettet, når det gælder dem, vi elsker og holder af, at vi måler og vejer. Kærlighed er jo ikke noget for noget. Sådan er eller bør i altfald forældres kærlighed være til deres børn.

Og endelig den ældre brors utilfredshed, hans irritation og vrede, åh, hvor jeg genkender den. Ja, det gør vi vel alle. Misundelse og jalousien. Vi lever i en verden af noget for noget. Vi havner så let i sammenligningernes helvede, tænker ”Her går vi og passer vores og får måske hverken tak eller anerkendelse for vores slud, mens de andre de får alt”. Følelse af at være offer og at blive snydt sniger sig så let ind i os.

¤

Det er således let at sætte sig i alle tres sted; genkende noget i såvel faren, den hjemkomne søn og i ham, der bare har været hjemme og passet det hele.

Og så samtidig er og bliver lignelsen alligevel også noget andet og mere end et spejl vi kan holde op for os selv, og hvor vi genkalder såvel mere positive som negative sider af det, vi som mennesker er, og det, vi gør.

 

Det er en fortælling, en lignelse, om en kærlighed, der er stærkere end menneskelig målemani.

Det er en historie om, at vi skal sænke skuldrene og glæde os og ikke mindst tage del i hinandens glæde.

Opfordringer, som egentlig udspringer af ord fra lignelsens slutning, hvor den gamle far siger til sin ældste og forbeholdne søn:

”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit.”

Hør det som Guds håbefulde ord til os. ”Mit barn, du er altid hos mig”  Lev ud af dette håb.

I Jesu navn Amen