Lad os bede
Jesus Kristus
opstandne Herre,
du er regnbuen,
tegnet på regnens ophør
og den klare lyse dag.
Du slår bro mellem jord og himmel,
levende og døde.
Du farver de falmede portrætter
som hænger på væggene i vores stuer
og gør dem levende.
Din far har sat os ved regnbuens ende.
Vi beder dig:
Hold os fast på den skat du har givet os:
at al afsked er kort,
og at vi ikke skal være alene,
du som er fra evighed til evighed. Amen
”I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde”. Det løfte giver Jesus sine disciple i dag, og ordene rækker ud over dengang, han sagde det kort tid før sin død. Det er ord, som er fuld af håb, og som vil nære håbet i os.
¤
Tør vi tro på, at sorgen skal blive til glæde? Tør vi være forventningsfulde?
Jeg tænker konkret på denne tid, vi lever i nu.
Dagene bliver lysere, natten kortes, og naturen grønnes. Jo, meget peger mod lysere tiden, men vi har jo efterhånden gået i mere end et år under epidemien og er vel alle i mere eller mindre grad mærket af at leve i et samfund med restriktioner og nedlukninger, afstand og mindsket frihed i hverdagen. Det sætter sig i krop og sjæl.
¤
Det er ikke sikkert, du vil kalde det en sorg, men epidemien har nu gjorde flere os mere indkroget. En frygtsomhed for at åbne døre og møde hinanden igen melder sig. Politikere og sundhedseksperter beder os da også om at holde igen og være forsigtige også i den kommende tid. Vi skal holde ud lidt endnu, indtil alle er vaccinerede. Men når vi så er kommet derhen: hvordan vil vi møde hinanden? Ligesom før? Eller er vi blevet et mere forsigtigt samfund, et samfund, hvor afstandene vil forblive.
¤
Jeg er godt klar over, at der er forskel på, hvordan vi reagerer, tænker og er blevet mærket af det sidste år. Vi er forskellige, og det spiller sikkert også en rolle, hvor ekstroverte og introverte, vi er. Men for mig vil det være en sorg, hvis afstandene forbliver. Jeg vil da savne den større grad af lethed, den selvfølge, som prægede vores omgang med hinanden før. Jeg håber ikke, at vi bliver skræmte mennesker, som fremover i højere grad vil se vores medmennesker som potentielle trusler og at vi først og fremmest er til fare for hinanden.
¤
I forhold til alle sådanne bekymringer, er der trøst og håb i Jesu ord i dag, når han insisterende siger: ”I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde”. Han tager vores bekymringer alvorligt, men han holder os fast på håbet. Sorgen har ende, og den skal blive afløst af glæde.
¤
I en af de andre bibelske læsninger til i dag tredje søndag efter påske får vi ligefrem en fortælling og et billede på dette håb.
Det er ord fra profeten Esajas i Det gamle Testamente. Han henviser til fortællingen om Noahs ark, og understreger, at denne fortælling understreger håbets grund. Det er nemlig en fortælling om Guds godhed og barmhjertighed. Enden på den historie er jo Guds løfte om, ikke at sende en vandflod igen. Gud vil ikke møde os med vrede men med godhed og barmhjertighed.
Det fjerner ikke epidemier og al verdens ulykker fra menneskets liv, men det sætter alle lidelse og smerte, al følelse af eksistentiel ensomhed i perspektiv. Guds godhed og barmhjertighed forbliver, og det skal vi have tillid til. Det er i kraft af Guds godhed og barmhjertighed, at vi skal have tillid til, at der virkelig er grund under Jesu ord: ”I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde”
I Jesu navn Amen