Dæmonuddrivelse og helbredelse af en stum er baggrunden for de ord, Jesus siger i dag på denne søndag, 3. søndag i fasten.

Nogle mener, at han, Jesus, må være drevet af djævelen, når han nu har den magt, han har til at helbrede og gøre undere. Dertil svarer Jesus, at det vel næppe giver mening, at den onde gør noget godt. Det, Jesus gør, gør han med Guds finger og dermed er Guds rige trådt frem i verden.

¤

For de fleste af os, tænker jeg, er der en stor fremmedhed ved denne beretning i dag om uddrivelse og djævel, dæmoner og Beelzebul.

Det vigtige må være at se og høre beretningen som udtryk for det, den er:  Nemlig en fortælling, som tydeliggør, at Guds søn manifesterer sig – og det er endda lige her i en mørk og martret  verden. Han taler og helbreder, han gør undere og er til stede med sit ord og sin ånd.

Vi er derfor ikke længere kun overladt til vores egen stumhed og mumlen i en larmende verden fuld af støj, for vi er givet Guds ord, og i det ord en tro og et håb, som vi skal tage til os, søge at huske, bevare og leve ud af.

¤

Inddrager vi så også den første bibelske læsning i dag, som er fra Femte Mosebog, og handler om Israels folk, som er kommet ud af Ægypten og nu træder ind i Israel, det forjættede land, så kan man få en fornemmelse af, at vi med det, vi har fået af den gode Gud, nu så også er gået ind i et nyt land og en ny tid.

Moses, hører vi her sige til Israels folk, at når de nu er kommet ind i det nye land, så skal de ikke gøre som andre mennesker. Det skal være slut med spådomskunst og trolddom, dødemanere og sandsigere. Nu begynder det nye liv og ny måde at leve på.

Troen og håbet fordrer et nyt liv.

Fordringen står der, men Det gamle Testamente dementerer imidlertid, at det sker. Der følger krige og ødelæggelser, menneskelig svigt og vold. Det gamle Testamente er fuld af alt det , der stadigvæk fylder i verden.

Og det er vel egentlig også pointen. Troen og håbet sætter rammen for et nyt liv, men vi mennesker er stadigvæk skabte og skrøbelige væsener, som lever her udenfor paradis og med billedligt talt både splinter og store bjælker i vores øjne.

Derfor er det også både godt og nødvendigt, at Jesus til sidst i evangeliet i dag siger: ”Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det”.

Det er nødvendigt, at det bliver sagt igen og igen, og det er samtidigt vigtigt at forstå, at det med at bevare ikke er at gemme og skjule, men det er at leve ud af Guds ord og dermed at tage troen, håbet og kærligheden med sig ud i dagligdagen.

Som allerede elsket, er fordringen, at vi skal elske Gud og vores næste.

I al vor skrøbelighed Gud hjælpe os.

Gud, forbarm dig over os og hjælp os med at tage dine ord til os og gør verden til det mødested, hvor vi først og sidst møder hinanden som dine elskede børn.

I Jesu navn Amen