Gud
Fader, Søn og Helligånd
du som er i himlen og på jorden,
din nåde er stor.
og du vil have at den skal sprede sig
som ringe i vandet
helt ud til verdens ende.
Den bevægelse du har sat i gang
standser vi, når vi glemmer dig og vores næste.
Derfor beder vi dig:
Inddæm vores hensynløshed
og lær os at give kærligheden frit løb.
Hjælp os til at se hvor rigt livet er,
og hvordan vi bæres oppe af din nåde,
du som er fra evighed til evighed. Amen
”Hvorfor bliver det ikke bedre med os mennesker? Der må da være en grænse for, hvor mange gange jeg behøver at tilgive min næste?” Disciplen Peter kommer til Jesus, stiller ham spørgsmålet: ”Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?”
Jesus affejer Peters forsøg på at sætte tal på.
Jesus svarer syv gange er slet ikke nok. 77 gange mindst, hvad betyder uendeligt.
Og Jesus fortæller derefter en lignelse for at tydeliggøre sin pointe. Jesus fortæller den pinagtige historie om en tjener, der af sin herre bliver eftergivet sin gæld, men som da straks går ud og tager fat i struben på en medtjener, som skylder ham penge, for nu at kræve sine penge tilbage. Den tjener, som lige har fået eftergivet sin gæld, lader ligefrem medtjeneren sætte i gældsfængsel.
Det er tydeligt og klart for enhver, at det hænger ikke sammen. Der mangler en sammenhæng mellem tjeneren, som har fået eftergivet sin gæld og så hans handling overfor andre. Den nu gældfri tjener er blevet mødt af sin herres generøsitet og eftergivenhed, det burde også vække en generøsitet i ham.
Tilbage til udgangspunkt: Disciplen Peter stiller et spørgsmål om tilgivelse til Jesus. På hvilken måde svarer Jesus da på Peter:
Det gør han på to måder:
For det første: Jesus understreger, at vi ikke kan sætte tal på tilgivelsen. Der er formodentlig noget, som er utilgiveligt for både dig og mig, og hvor vores evne og magt til at tilgive ikke slår til. Forhold, hvor vi kun har at håbe på Guds tilgivelse.
For det andet: Vi skal med lignelsen i mente forstå, at vi som tjeneren, som får tilgivet alt, også fordres at gøre ligeså i forhold til vores næste. Tilgiv, ligesom du selv ved Guds nåde tør håbe på dine synders forladelse! Elsk, ligesom du selv er elsket af Gud! Guds kærlighed fordrer også at du skal elske! Du og jeg, vi har fået alt givet, så der er ikke tale om et noget for noget, men om at vi skal virke ud fra det skabte livs grundlag, nemlig at vi som gudskabte elskede skabninger, er sat i verden for at udvise generøsitet og virke for det gode.
Apostlen Paulus optegner flere steder i sine breve en række dyder og laster. Blandt lasterne er griskhed og selviskhed. Dem skal vi undgå og i stedet skal vi søge det, han kalder for åndens frugter, som er f.eks. kærlighed, venlighed, godhed, mildhed. I forlængelse heraf skriver han et sted følgende sætning: ”Lever vi ånden, skal vi også vandre i ånden”.
Dvs. lever i en den tro og tillid til Gud, at mennesket ikke blot beror på sig selv, at livet er en gave og vi virkelig kan leve i håbet om vores synders forladelse, da kræves det netop også af os at vi har øje for bjælken i vores eget øje og forstår at se gennem splinterne i de andres. At vi lytter til hinanden og netop søger åndens frugter, som er godhed, mildhed og kærlighed.
Ikke at vi hverken fuldt eller helt er at ligne med et sådant træ fuld af åndens frugter, men en ansporing til et sådant liv er givet. Det er, hvad Jesu fødsel, død og opstandelse giver os, ja det er hvad Jesu ord og Helligåndens nærvær til stadighed kalder os til.
Gud hjælpe os dertil. I Jesu navn. Amen