Direkte til indholdet Link til Folkekirkens intranet FIN

21. søndag efter trinitatis

Prædikener

Gud
Fader, Søn og Helligånd
du som er i himlen og på jorden,
med enkle og klare ord skaber du liv
og giver nye kræfter.
Du gør det med en lethed
som fortæller om dit væsen:
at du er kærlighedens kilde
og ikke søger dig selv.
vi beder dig:
Lad os aldrig tænke
at hver en kilde er lige god.
led mistro og skepsis ud af vores årer
og hjælp os til at følge dig.
Lad troen og håbet vælde frem i os
så vi fulde af mod går hjem på dit ord,
du som er fra evighed til evighed. Amen

I Hebræerbrevet i Det nye Testamente findes den prægnante sætning: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”. Jeg blev mindet om denne centrale sætning om, hvad tro er, da jeg læste evangeliet til denne søndag:

Alle ved, at Jesus har gjort vand til vin ved brylluppet i Kanaen. En kongelig embedsmand kommer nu til Jesus, fordi hans søn ligger dødssyg derhjemme. Han vil have Jesus med sig hjem, så sønnen kan blive helbredt. Jesus byder imidlertid manden at gå hjem igen. Jesus følger ikke med, men sender manden afsted med følgende ord: ”Gå hjem, din søn lever”.

Og den kongelige embedsmand, hører vi, tror på, hvad Jesus siger og går hjem igen, og allerede på vejen hjem, får han at vide, at hans søn er blevet helbredt. Embedsmanden foranstalter så en undersøgelse og godtgør, at sønnen er blevet rask netop i den time, Jesus sagde ordene:” Gå hjem, din søn lever”. Det får, slutter evangeliet i dag, hele den kongelige embedsmands hus, familie og tjenere til at tro på Jesus.

¤

Åh, jeg havde foretrukket, at evangelisten Johannes blot havde ladet det stå ved, at manden gik hjem i tillid til Jesu ord og så havde glædet sig over underet, at hans søn var blev rask igen, helbredt. Alt det sidste, med undersøgelsen af tidspunkt og timen for helbredelsen, og at det lige præcis var da Jesus sagde det, at sønnen blev helbredt, er for mig at se fuldstændig ligegyldigt.

Tro bliver dybest set ikke større af bevisførelse. Følelse og fornuft har naturligvis begge deres ret, men hverken religiøse følelse eller forsøg på rationel eller empirisk bevisførelse får troen til at vokse eller fordampe.

Tro har med håb, fremtid og det, der ikke ses for den blotte øje at gøre. Tro behøver ikke bevis. Troen kan næres ligesom tilliden af de erfaringer, vi gør os. Men tro er, når alt kommer til alt, at gå ud på de tusinde favne og som den kongelige embedsmand at give sig afsted mod sit hjem og ud i dagligdagen i tillid til at livet sejrer over døden. Tro er således i tillid at give plads til mysteriet og underet, kærligheden og håbet.  

¤

Det er måske lidt letkøbt, men jeg vil ikke undlade at pukke på ateisten og fundamentalisten. For de ligner hinanden, for så vidt de begge taler rationelt om det, som dybest set ikke kan hverken forklares eller beviset. De bliver begge i det ydre, går i gang med som evangeliets beretning slutter i dag med at bevise om det nu skete på eksakt det tidspunkt, hvor Jesus sagde det eller ej. Som om det er beviset, der er nødvendigt for at frembringe troen.

Den kongelige embedsmands hus kom efter undersøgelsen, hører vi, til tro, men mon ikke de lidt længere af vejen var mere skeptiske og også foranledigede en undersøgelse, som så dokumenterede, at det alligevel ikke var helt i samme stund.

For mig er sådanne undersøgelser sekundære. De får os langt snarere til at kigge tilbage end frem, sådan som Jesus vil. For det er jo, hvad Jesus gør, når han som den kongelige embedsmand sender os afsted på sit ord.

”Gå hjem, din søn lever”, hør de ord som netop ord, der vil vende os mod livet lige nu og her og  den fremtid, som er i vente.

I Jesu navn. Amen