I Det nye Testamente møder vi en række især kvindeskikkelser, som må påkalde os vores respekt. De ligefrem opmuntrer os til at træde i karakter og tage fat i tilværelsen. En af dem er den kanaanæiske kvinde i evangeliet i dag, som ikke tager et nej for nej.

Fortællingen i Matthæusevangeliet er kort den, at Jesus møder en kana´anæisk kvinde, dvs. en fremmed. Hun beder ham om hjælp. Og han afviser hende først et par gange med brug af billeder af dyr.

Jesus siger til hende, at han er kommet for at hjælpe Israel, og siger: det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give dem til hundene. Hvortil hun replicerer: ”Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” Dertil må han trække på smilebåndet, han overgiver sig og hjælper hende, helbreder hendes syge datter.

¤

Udover at fortællingen peger på kristendommens universalisme, dvs. at det virkeligt er et budskab til alle mennesker og til alle over den hele vide jord, så er det også en opmuntrende fortælling. Var Jesus her et kort øjeblik ligeved at begrænse sin rækkevidden af sin betydning, så står det klart efter mødet med den kanaanæiske kvinde, at han er kommet for at bringe troen, håbet og kærlighed ud til alle.

¤

I en uge, hvor regeringen valgte at fjerne Stor Bededag – fjernelsen af en helligdag for første gang i mere end 250 år - og et flertal valgte at se stort på mange folkelige stemmer og på det forhold mellem stat og kirke, som gennem mange, mange årtier har været præget af stor skønsomhed, så er det godt at høre en sådan fortælling om et menneske, der ikke lader sig kue. Denne fortælling ansporer, vil jeg mene, indirekte sine tilhørere til ikke at fortvivle men rette ryggen. Magthaveres hovmod og dumhed skal ikke få os til at gå i hi, men tværtimod få os til at insistere blot endnu mere på at, vi er kirke lige her, midt i en tid, hvor vi fristes til kun at tænke i kriser men ikke har øje for, hvad der får livet til at blomstre. 

¤

I den første læsning i dag – en læsning fra Salmernes Bog – hørte vi noget tilsvarende: Salmisten siger: Min sjæl, hvorfor er du fortvivlet? Hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser, min Gud!

Hvad er til stadig inspiration i evangelierne er desuden det, at den kanaanæiske kvinde har en plads her. Og at hun endda får lov til at fremtræde som en slags helt og forbillede, ja faktisk i dette tilfælde træder tydeligere frem end Jesus. Det er, hvis man tænker efter, ret fantastisk. Tænk sig Guds søn behøver ikke modsat de fleste af denne verdens ledere at være den, der står i front og at have hele opmærksomheden. Hvor er det befriende. Og det tager endda intet fra hans magt. Tværtimod.

Og endelig, hvor er det så også håbefuld for os alle, at en fremmed, som denne kvinde, bliver hørt. Det vækker håb – og bør gøre det i os alle.

Tak Gud, for din godhed, din nåde og barmhjertighed.

I Jesu navn. Amen