Direkte til indholdet Link til Min Digitale Arbejdsplads Login DAP

2. søndag efter påske

Prædikener

Billede af kirke

Jesus Kristus
Du gode hyrde som leder din hjord
og sætter livet til for at værne om fårene.
Vi beder dig:
Ryk os ud af det selvbedrag
at vi har nok i os selv.
og rusk op i os
når vi er feje og flygter
og ikke tager vare på vores næste.
Kald på os
så vi sammen kan gå til dine frodige enge
du som er fra evighed og til evighed.
Amen

 

Jesus siger om sig selv i evangeliet i dag: ”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.”

Jesus siger det samme igen lidt senere: ”Jeg er den gode hyrde”, og han tilføjer denne gang ordene: ”Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig og jeg kender Faderen”.

¤

Selvopofrende, hengivende og barmhjertig er nogle af de ord som vi må knytte til Jesu liv og hans gerning. Jesus er insisterende nærværende, i live som i død og nu som opstanden.

Nok så mange love og regler kan gælde, men de må ikke stå i vejen for livet, siger Jesus. Og han taler og rækker sin hånd frem, søger os, hvor vi end gemmer os og i hvilket mørke, vi end er sat.

Sådan er Jesus virkelig den god hyrde. Nok så mange pinsler og al død til trods, Kristushyrden, han er vi mennesker nær.

¤

Den amerikanske forfatter Carson McCullers udgav i 1940 romanen Hjertet er en ensom vandrer. Her møder vi så forskellige mennesker, med så meget på hjertet, men alle ensomme på deres vej. Flere af dem finder imidlertid fred hos den døvstumme Mr. Singer. Han lytter, og de synes i ham endeligt at møde et menneske, som kan forstå deres længsler og kvaler. De finder i ham en åndsfælle. Tankevækkende er det imidlertid, at det jo kun er dem selv, der taler.

Og selv om det er en kvalitet at kunne lytte, så er der også noget foruroligende over det, når vi mennesker kun føler os bekræftet ved vores samtalepartners tavshed.  I romanen bliver det tydeligt, da Singer inviterer alle dem, der åbner deres hjerte hos ham, sammen. De har intet at sige hinanden.

Sådan kan vi mennesker være fanget i vores egen ensomme vandring, og i romanen er det også afslørende, at ingen af dem dybest set har øje for, hvad der rører sig i den døvstumme. De står ved hans begravelse kun tilbage med deres egen sorg og smerte.

¤

Og så alligevel. En af personerne Biff fortæller, hvordan han dér ved Mr. Singers begravelse i et glimt føler, at han ser hele menneskehedens kamp og dens værd. Carson McCullers fortæller:

Han så den endeløst strømmende flod af væsener gennem endeløse tider. Han så dem, der arbejder, og dem, der – med ét ord – elsker. Og det var, som om hans sjæl åbnede sig og foldede sig ud. Men alt sammen kun i et øjeblik, For han følte også en trussel, et strejf af rædsel. Han hang og svævede mellem disse to verdener.”

Jeg er usikker på, hvor langt sammenligningen holder, men Jesus, hans liv, død og opstandelse, ja hans ord og ånd, gør noget tilsvarende ved os. Her står også vi så tydeligt frem som dem vi er som arbejdende og elskende midt i livets strømmende flod.

Forskellen er imidlertid den, at Jesus ikke blot lytter, men også taler, og at han holder fast i os midt i vores hjerters ensomme vandring. Ja han slår følgeskab med os, hvor vi end går, og byder os at elske, sådan som Gud har elsket os.

Det er påskehåb og lys at følge i Jesu navn. Amen.